*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Hvilken krise? Christie's sælger kunst for 1,8 mia. kr.

Picasso, Cézanne og Chagall. Det internationale auktionshus Christie's har netop holdt auktion over kunst fra det 20. århundrede.

Erhverv
Marc Chagalls (1887-1985) maleri "Les Maries de la Tour Eiffel" gik for 68 mio. kr., hvilket var over vurderingen, på auktionshuset Christie's auktion over impressionistisk og moderne kunst i London. Foto: AP Photo/Frank Augstein.

Marc Chagall malede »Les Maries de la Tour Eiffel« i 1928, og prisen endte på 68 mio. kr., da det 89*117 cm store maleri et lille århundrede senere - i februar 2016 - var under hammeren hos auktionshuset Christie's i King Street i London.

Det var blot et af mange millionsalg på auktionen over kunst fra det 20. århundrede, som reelt var syv forskellige auktioner, hvor den sidste blev afholdt den 12. februar. Nu har Christie's opgjort statistikken over alle hammerslag, og det endte med et samlet salg på ikke mindre end 1,8 mia. kr.

»Registrerede bydere fra 71 lande fra seks kontinenter giver en stærk indikation på, at globaliseringen bliver ved med at drive udviklingen for kunstsamlere,« påpeger Christie's i en pressemeddelelse.

84. pct. af værkerne til salg blev rent faktisk solgt, hvilket er et højt niveau. Blandt højdepunkterne på auktionerne var værker af Cézanne, Renoir, Dalí, Miró, Chagall og en stor samling keramik af Picasso, hvor rub og stub blev solgt.

»Det giver en opløftende begyndelse på 2016,« konstaterer Christie's om Picasso-salget.

Blandt de bedste salg var et maleri af Peter Doig, The Architect's Home in the Ravine, fra 1991, som gik for 109 mio. kr. Det var tredje gang at netop det maleri satte alle tiders prisrekord for kunstneren. Et maleri af Max Ernst, The Stolen Mirror, fra 1941, kostede 74 mio. kr., og Egon Schieles »Selbstbildnis mit gespreizten Fingern« fra 1909 gik for 70 mio. kr.

»Aftenens resultater var opløftende for kunstmarkedet med et særligt stærkt signal for britiske og vigtige internationale kunstnere som Mangold og Beuys,« sagde Edmond Francey, lederen af Christie's afdeling for moderne kunst.

Der blev sat i alt syv rekorder. Bl.a. for den højeste pris for et værk af Salvador Dalí på papir, Le voyage fantastique (1965), som gik for 13,8 mio. kr.

Christie's blev grundlagt i 1766 af James Christie og har derfor 250 års jubilæum i år. Sidste år omsatte virksomheden for 46,5 mia. kr.

Læs også