*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Undskyld fra Apple: Vi har fikset "fejl 53"

Cheføkonom fra Forbrugerrådet mener, at Apple bør sørge for en kompensation til de mange brugere, der er blevet ramt af "fejl 53".

Erhverv
Men efter flere opråb, trusler om sagsmål og generel utilfredshed, har Apple nu undskyldt for den såkaldte "fejl 53" Foto: JP

En ubrugelig telefon, hvor alle billeder og data er slettet.

Det er, hvad mange iPhone-brugere oplevede efter at have installeret den såkaldte iOS 9-opdatering på modellerne iPhone 5S, 6 og 6 Plus, og fik fejlmeddelelsen "fejl 53".

Den mystiske "fejl 53" skete i forbindelse med opdateringen, hvis man havde fået skiftet telefonens "hjem"-knap, som kan genkende fingeraftryk, af en anden reparatør end Apple.

Men efter flere opråb, trusler om sagsmål og generel utilfredshed, har Apple nu undskyldt.

- Vi undskylder for generne. Det var designet til at være en fabrikstest, og det har ikke været hensigten, at den skulle ramme forbrugerne, siger en talsperson fra Apple ifølge Techcrunch.

Undskyldningen kommer hånd i hånd med en softwareopdatering, som gør, at man nu kan fikse sin telefon, hvis man er stødt på "fejl 53".

Man undgår fejlen ved at gendanne telefonen i iTunes på sin Mac eller pc.

Det skaber glæde hos Forbrugerrådet Tænk, hvor Martin Salamon er cheføkonom.

- Det er først og fremmest en god nyhed for de forbrugere, som Apple har kastet ud i usikkerhed, at de nu kryber til korset og dels undskylder og dels sørger for, at telefonerne virker igen, siger han til Ritzau Fokus.

Selv om Apple nu kalder "fejl 53" for en fejl, så lød det i lang tid som om, at mobilmyrderiet var med vilje, siger han. Og derfor skal der mere end en officiel undskyldning til.

- Jeg synes, at Apple bør finde en måde at kompensere de forbrugere, der har mistet al deres data. Apple skal selv have lov at finde en måde at gøre det på, men det kan være i form af apps, penge, tjenester og garantier, siger Martin Salamon.

Har man en tom telefon, der melder om "fejl 53", så er fremgangsmåden klar:

Man skal installere den nye software, så man kan få telefonen gendannet, og hvis man ikke kan finde ud af det, så skal man gå til en butik, hvor man kan få hjælp.

- Og det bør ikke koste en noget, for man har været helt uskyldig i sagen. Samtidig synes jeg, at man skal nævne, at man forventer, at Apple sørger for en kompensation, siger Martin Salamon.

Har man allerede betalt for at få erstattet telefonen på grund af en "fejl 53", så kan man kontakte Apple og få refunderet sine udgifter.

Læs også