*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Fona lukker 25 butikker og massefyrer

Fona skal lukke 25 butikker for at overleve.

Erhverv

Fona må skære gevaldigt for at overleve. Det viser den plan, der er lagt for at trække elektronikkæden ud af den betalingsstandsning, der blev indledt i begyndelsen af februar.

I alt skal 25 ud af 56 butikker lukke. Samtidig bliver 300 af de 975 ansatte i Fona opsagt.

»Planen indebærer, at der sker en tilpasning af virksomhedens størrelse igennem lukning af butikker og dermed opsigelse af en række medarbejdere,« skriver advokaterne, der arbejder for at genoprette Fona, i en meddelelse.

Blandt butikslukningerne er prominent placerede butikker som Fona Nørreport, Fona Amagercentret, Fona på strøget i Aarhus og Fona i Odense centrum. Også Aalborg, Vejle, Viborg, Fredericia, Sønderborg, Horsens og Holstebro mister deres Fona-butik.

Som led i planen skal Fona samtidig sælges. Advokaterne fortalte torsdag, at man er i forhandlinger med flere interesserede købere.

»Forhandlingerne om et salg af denne reducerede enhed pågår. Vi forventer at have en afklaring inden for de næste fire uger. Vi vil, så længe forhandlingerne pågår, ikke kommentere på forventningerne til udfaldet heraf,« skriver advokaterne.

Fona gik 1. februar i betalingsstandsning, da selskabet var løbet tør for penge. Det skete oven på en julesæson, der var gået markant værre end forventet. Samt en intens priskrig med nye aktører i markedet som Power og Elgiganten.

»Det gør mig meget ondt, at virkeligheden for Fona ser ud, som den gør, da medarbejderne er uden skyld i den situation, vi er havnet i,« skrev Michael Kjær, administrerede direktør i F Group A/S, som ejer Fona, i en pressemeddelelse på det tidspunkt.

Med betalingsstandsningen skulle en kurator lave en plan for selskabets overlevelse og forhandle med kreditorer. Den plan blev godkendt torsdag i skifteretten, og butikslukningerne er en del af den.

Læs også