*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Unge kvinder er bedre uddannede, men har lang vej til ligeløn

Topskatten skal væk, hvis kvinderne skal komme tættere på ligeløn, mener cheføkonom.

Erhverv
Kvinderne bliver stadig holdt ude af det gode selskab, når det kommer til løn. Men de er på vej.

Kvinderne stormer frem i statistikkerne, når det kommer til løn og uddannelse. Men der er stadig udfordringer. Det er et af hovedpunkterne, når der mandag afholdes konference om kvindeøkonomi på Christiansborg.

Blandt oplægsholderne er Mads Lundby Hansen, cheføkonom og vicedirektør i den liberale tænketank Cepos, der har set på kvindernes performance på arbejdsmarkedet siden år 2000.

»Kvinderne har klaret sig godt på arbejdsmarkedet siden år 2000. De har i gennemsnit haft en reallønsfremgang på 18 pct., hvor mændenes har været på 11 pct. Fremgangen skal bl.a. ses i lyset af kvindernes bedre uddannelsesniveau. Yngre kvinder har i dag et højere uddannelsesniveau end jævnaldrende mænd,« siger Mads Lundby Hansen.

Der er dog stadig lang vej til ligeløn for hele gruppen af kvinder og mænd. Mens kvindernes gennemsnitsløn ligger på 331.000 kr. årligt, tjener mændene næsten 100.000 kr. mere, nemlig 426.000 kr.

Kvinderne er dog på rette vej. I 2013 betalte 30 pct. af kvinderne topskat af indtjeningen over 458.000 kr. Korrigeret for inflation var det kun 23,5 pct. af kvinderne, der nåede derop i 2000.

 KvinderMænd
Reallønsfremgang siden 200018 pct.11 pct.
Gns. løn 2015331.000 kr.426.000 kr.
Fordeling blandt de 1 pct. rigeste15 pct.85 pct.
Fordeling af toplederjob29 pct.71 pct.

Også blandt Danmarks 1 pct. rigeste fylder kvinderne mere end tidligere, nemlig 15 pct. mod 11 pct. for bare fem år siden. For at være blandt de rigeste må man have en årlig indkomst på 1,3 mio. kr. eller derover.

»Fremgangen for kvinderne ses også ved, at den kvindelige andel af toplederjobbene i Danmark siden 2000 er vokset fra 24 pct. til 29 pct.,« siger Mads Lundby Hansen.

Men ifølge den liberale tænketank kan der gøres mere for at få kvinderne op på siden af mændene, når det gælder løn. Og ikke overraskende har det at gøre med topskatten, som Cepos er indædt modstander af.

»Hvis politikerne vil gøre mere for at fremme kvinders indkomst og indtog i direktionslokalerne kan de f.eks. sænke topskatten. Ifølge Finansministeriet øger kvinderne arbejdsindsatsen tre gange så meget som mænd ved lavere topskat. En forklaring kan være, at kvinder i nogle tilfælde takker nej til karrierestillinger, fordi det nye karrierejob ikke giver stor nok fremgang i indkomsten efter skat,« Siger Mads Lundby Hansen og uddyber:

»Hvis indkomstfremgangen efter skat ikke er stor nok til at kunne betale for rengøring, babysitning mv. , så er der nogen kvinder, der holder igen med karrieren. Det kan afhjælpes med bortfald af topskatten, der bl.a. er en skat på karrierejob,« siger han.

Læs også