*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
BREAKING
0

Norsk discountkæde vinder de danske kunder

Rema 1000 melder om solid vækst i salget af dagligvarer gennem 2015 i de danske butikker.

Erhverv
Rema-kæden agter at udvide med 15-25 nye, danske butikker i år. Foto: Tobias Nørgaard Pedersen

Mens danskernes indkøb af dagligvarer ligger stabilt, stormer discountkæden Rema 1000 fortsat frem.

Væksten de seneste år ser ud til at have fortsat, så omsætningen er øget med 9 pct. i fjor og nåede 11,4 mia. kr. i de nu 273 butikker.

Rema 1000 Danmark, der ejes af den norske, familieejede Reitan-koncern, er dog aktuelt sparsom med oplysninger om den økonomiske udvikling. Tallene kommer først, når moderkoncernen udsender regnskab i marts for den samlede koncern.

Men adm. direktør Henrik Burkal i det danske selskab vil dog gerne bekræfte, at Rema 1000’s samlede salg voksede med tæt ved 1 mia. kr. i fjor - svarende til de 9,2 pct. Han vil dog endnu ikke ud med, hvordan væksten spiller ind på bundlinjen eller vundne markedsandele.

»Der er fortsat masser af plads til discount, men markedet har ændret sig betydeligt. Det indretter vi os efter. For 10 år siden købte danskerne ind få gange om ugen og kørte gerne langt efter en butik, der havde alt. Nu handles der flere gange om ugen, og forbrugerne køber kun det, som de skal bruge,« siger Henrik Burkal.

De seks store discountkæder har de seneste år fået solidt tag i danskerne. I 2005 havde discountsektoren ifølge en analyse fra Retail Institute Scandinavia en samlet andel  af omsætningen i dagligvarehandlen på 27 pct. med 1.140 butikker. Andelen var i 2015 vokset til 39 pct. i 1.630 discountbutikker.

Seks kæder sidder på det marked. Ud over Rema 1000 er det Coops' Fakta-kæde, de to tyskejede kæder Lidl og Aldi, Kiwi som er en del af Dagrofa samt ikke mindst Netto, som hører under Dansk Supermarked.

I det senest offentliggjorte regnskabsår, 2014, var det ifølge branche-vurderinger kun Netto og Rema 1000, som kørte med overskud. Den tyske kæde Lidl er ifølge egne oplysninger lønsom, men selskabet offentliggør ikke regnskab. Coop har også allerede meddelt, at i det kommende 2015-regnskab vil Fakta atter have underskud.

Mens discount vinder andele, er det samlede forbrug af dagligvarer presset, og har de seneste år stort set haft samme niveau.

»Hele dagligvaresektoren kæmper en vanvittig hård kamp om markedsandele i et stagnerende marked med seks kæder af lavprissupermarkeder. Rema 1000 har der vist stor styrke og ekspanderet med flere friskvarer og dermed som lavpriskæde udfordret de klassiske supermarkeder på rigtig mange områder,« mener adm. direktør Henning Bahr, Retail Institute Scandinavia.

Rema 1000 udvidede i 2015 med 11 nye butikker, mens målsætningen for 2016 er at åbne 15-25.

»Tempoet i ekspansionen var ikke så højt som ønsket i det forgangne år og væksten i omsætningen kommer derfor især fra de nuværende butikker,« siger Henrik Burkal, Rema 1000.

Læs også
Annonce