*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Klagebunken over håndværkere vokser

Efter et år med et dyk i antallet af klagesager over håndværkervirksomheder stiger kurven igen.

Erhverv
Tagarbejde er noget af det, der bliver klaget mest over til Byggeriets Ankenævn. Foto: Martin Lehmann

Flere forbrugere klagede over det tagarbejde, nye gulv eller andet arbejde, de fik udført af en håndværker, i 2015. Byggeriets ankenævn, som håndterer klagesager, modtog 659 klager i 2015, viser ankenævnets årsrapport.

Det er helt præcist 86 flere klager end året før, svarende til en stigning på 15 pct.

Byggeriets Ankenævn
  • Byggeriets Ankenævn er et privat ankenævn, som Forbrugerrådet Tænk, Parcelhusejernes Landsforening og Dansk Byggeri står bag.
  • Ankenævnet behandler klager fra forbrugere over maler-, murer-, tømrer-, snedker-, gulv-, køkken-, stenhugger-, tække-, kloak-, brolægger-, anlægsgartner- og jordarbejder.
  • Byggeriets Ankenævn behandler ikke klager over nybyggerier med en samlet entreprisesum på over 1 mio. kr. inklusive moms.

Stigningen kommer efter et dyk i antallet af klagesager, og kigger man på 2013, var der her faktisk lidt flere klagesager end i 2015.

Louise Larsen, sekretariatschef i Byggeriets Ankenævn, fortæller, at klagestatistikken kan svinge lidt op og ned, men siger, at et bud på stigningen er, at medierne har fortalt om den nye forbrugerklagelov, der trådte i kraft i efteråret.

»Flere har ganske enkelt fået øjnene op for, at det er muligt at klage,« siger hun.

Langt størstedelen af de forbrugere, der fik behandlet deres klage i 2015, fik helt eller delvist medhold.

43 pct. af de klagesager, som skønsmænd har været ude at kigge på i 2015, omhandler tømrerarbejde, som dermed er det fagområde, flest klager over. Tømrerarbejde har også fyldt mest i statistikken tidligere år. Ifølge Louise Larsen skyldes det, at der generelt bliver udført mere tømrerarbejde, og at der er flere tømrervirksomheder. Den type af tømrerarbejde, flest klager over, er tagarbejde i forbindelse med renovering eller udskiftning af tag.

Næsten halvdelen af klagesagerne kommer fra København. Tidligere har hovedstadsområdet også stået for størstedelen af klagerne, men andelen er vokset fra 37 pct. til 42 pct. på bare to år. Ifølge Louise Larsen skyldes stigningen, at det er i hovedstadsområdet, byggesektoren har mest at lave for tiden.

Mens antallet af klagesager er vokset en smule i 2015, er antallet af mails, som ankenævnet modtager, eksploderet. Byggeriets Ankenævn modtog gennemsnitligt ca. 5.000 breve årligt fra 2010-2012, men i 2015 tikkede der hele 10.500 mails ind i nævnets postkasse. Den større postmængde afspejler sig ifølge ankenævnet i sagsbehandlingstiden, som for samtlige afsluttede klagesager er steget en smule i 2015 og ligger på 3,9 måneder gennemsnitligt.

Læs også