*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Fonas dyre adresser er i høj kurs

Omfattende butikslukninger og massefyringer skal forhindre, at Fona går konkurs.

Erhverv

Fona får ikke svært ved at komme af med de 25 butikker, der skal ofres for at sikre elektronikkædens overlevelse.

Sådan lyder vurderingen fra en ekspert, efter at Fona har meldt ud, at næsten halvdelen af selskabets butikker snart er fortid.

Fonas historie
  • Fona blev grundlagt i 1926 af erhvervsmanden Harry Hylén, der åbnede den første Fona-butik i et kælderlokale på Christianshavn.
  • Dengang var det udelukkende radioer, som Fona forhandlede, men siden er sortimentet udvidet betragteligt.
  • Fona fusionerede med Fredgaard-kæden i 2001, og fem år senere købte Elkjøp Nordic, der også ejer og driver Elgiganten, 40 pct. af elektronikkæden.
  • I dag har Fona 56 butikker landet over og en netbutik. Koncernen omsætter for to milliarder kroner årligt og har cirka 750 medarbejdere.

Den kriseramte butikskæde trækker sig mange steder ud af bymidterne og af shoppingcentre. Blandt andet forlader Fona en attraktiv adresse på Strøget i Aarhus og på Nørreport i København.

»Det bliver ualmindeligt let at få dem afsat. Fona har rigtig mange gode beliggenheder rundt om i landet, og mange af butikkerne er af en attraktiv størrelse,« siger Per Nyborg, adm. direktør i Institut for Center-Planlægning, ICP.

»Hvad enten der er tale om butikker, som Fona selv ejer, eller lejemål, skal der nok være aftagere,« siger han.

Den 1. februar fortalte Fona, at selskabet er gået i rekonstruktion. Der skal findes ny kapital og nye ejere for at sikre den fremtidige drift, og uret tikker.

Kreditorerne har givet Fona og dets kuratorer en tidsfrist på seks måneder til at færdiggøre den plan, der skal sørge for, at den 90 år gamle butikskæde ikke må dreje nøglen om.

Mød familien bag Fona
  • Familien Kjær ejer 60 pct. af Fona. Resten ejer den norske elektronikkoncern Elkjøp Nordic, der også står bag Elgiganten.
  • Familiens Kjærs liv med elektronik begyndte i 1973, da Paul Kjær overtog majoriteten i elektronikkæden Fredgaard fra den daværende ejer og stifter Lauritz Fredgaard.
  • I 2001 fusionerede familien deres Fredgaard-kæde med Fona. F Group A/S var en realitet.
  • Fem år senere købte den norske elektronikkoncern Elkjøp Nordic 40 pct. af selskabet. Familien Kjærs ejerandel på 60 pct. forvaltes gennem selskabet MMP Invest af 1988.
  • Paul Kjær ejer 42 pct. af MMP Invest gennem sit selskab Kjær 11-11-11 ApS. Sønnen Michael Kjær har en ejerandel på 35 pct. gennem sit selskab Invest Group A/S.
  • Paul Kjærs anden søn, Peter Kjær, ejer 11,07 pct. af familiedynastiet gennem sit selskab, Nørager Holding A/S, mens den tredje og sidste søn, Morten Kjær, ejer 11,0 pct. gennem selskabet Østerled Holding A/S.

Ifølge kurator Ole Borch fra Bech-Bruun er Fona i »seriøse forhandlinger« med to mulige købere, der er interesseret i at overtage dele af selskabet. En anden af kuratorerne, Lars Skanvig fra advokatfirmaet Plesner, siger til Finans, at flere har meldt sig på banen for at overtage de lukningsramte butikker.

»Det er jo også et aktiv for Fona. Enten kommer der nogen, som gerne vil købe butikslokalerne. Eller også kan Fona komme fri af forpligtelser, f.eks. en lang opsigelsesvarsel, hvis der står nogen, som er klar til at rykke ind nu,« siger Lars Skanvig, der ikke vil gå i detaljer om processen med at få butikkerne afsat.

De senere år har Fona tabt penge i alarmerende fart. Egenkapitalen er gået i minus, og der skal fyres 300 medarbejdere. Et af de store problemer for Fona er netop kædens butiksnet, mener flere branchekendere.

Fona har i høj grad placeret sig på dyre adresser i midtbyerne og i shoppingcentre, men er blevet kvast af store elektronikkæder som f.eks. Elgiganten, der satser på kæmpevarehuse i udkanten af byerne.

Samtidig er en del af elektroniksalget flyttet over på nettet.

Læs også