*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
0

Disse typer job er lettest at få

Det seneste år er ledigheden faldet med 13.800 personer. I nogle brancher er det nemmere at få en fod indenfor end i andre.

Erhverv
Færre har fået brug for at gå ind ad døren til jobcentret siden januar 2012. Foto: Torben Andahl/Polfoto

Skuer man bredt ud over det danske joblandskab, ser det lyst ud, hvis man gerne vil finde et nyt job. Antallet af ledige er faldet med næsten 50.000 personer siden 2012, og beskæftigelsen er steget 12 kvartaler i træk.

Ser man på de forskellige sektorer, er der imidlertid slående forskelle. I visse typer af job er det blevet markant lettere at finde et arbejde, mens ledigheden er tæt ved uændret i andre fag. Det viser tal fra Danmarks Statistik, hvor man opgør bruttoledigheden fordelt på a-kassernes medlemmer.

Har man et godt håndelag, er det f.eks. blevet langt mindre vanskeligt at finde arbejde. I Byggefagenes a-kasse er andelen af ledige faldet fra høje 13,2 pct. i januar 2012 til 7,8 pct. nu fire år senere. Metalarbejderne har oplevet næsten en halvering i ledigheden: Fra 8,1 pct. til 4,4 pct. Og er man elektriker, er ledigheden stort set udraderet: 5,2 pct. for fire år siden mod blot 1,9 pct. nu.

Lærerjobbet er som elektrikerjobbet tæt på at have fuld beskæftigelse: Her er ledigheden pt. på yderst beskedne 1,4 pct., hvor den for fire år siden lå på 3,5 pct. Også ledere oplever en ledighed på under 3 pct.

Der er dog visse brancher og jobtyper, hvor man skal være lige så dygtig som tidligere for at få foden inden for døren.

Det gælder bl.a. pædagoger, hvor ledigheden ligger stort set uændret omkring 4,1 pct. i januar 2016 mod 4,2 pct. i januar 2012.

Også magistre, funktionærer og tjenestemænd oplever en nogenlunde uændret ledighed i forhold til for fire år siden.

I sit seneste nyhedsbrev skriver adm. direktør i Jobindex Kaare Danielsen, at bl.a. generalister så som kontoransatte kan komme ud for at kæmpe mod mange hundrede konkurrenter til en enkelt stilling.

»Det bedste råd, jeg kan give i dette tilfælde, er at prøve at beskrive sig selv som specialist inden for et eller andet område. Generaliststillingerne er nemlig ved at forsvinde. De bliver erstattet af en masse specialiststillinger inden for alle mulige områder. Hvis man skriver, at man kan løse alle mulige opgaver, skiller man sig ikke ud fra de andre,« skriver Kaare Danielsen.

Han er inde på, at der er langt mindre rift om it-, ingeniør- og teknikerstillinger. Ledigheden er da også dalet fra 9,1 pct. til 6,6 pct. blandt medlemmer af Teknikernes a-kasse siden januar 2012, viser tallene fra Danmarks Statistik.

Læs også
Annonce