*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Facebook accepterer at betale skat i Storbritannien efter kritik

Ny skattestruktur kan komme til at påvirke det fremtidige regnskab, advarer Facebook sine investorer.

Erhverv
Facebook følger efter Google og begynder at betale mere i skat. Foto: AP/Paul Sakuma

Som noget nyt kan Facebook fremover forvente en årlig skatteregning på flere millioner pund i Storbritannien. Det skriver BBC.

I oktober blev Facebook udsat for et bombardement af kritik, da det kom frem, at det amerikanske milliardselskab havde betalt mindre end 42.000 kr. i skat for år 2014 - mindre end den gennemsnitlige britiske borger.

Facebook kunne slippe så billigt, fordi selskabet fakturerede annoncesalg til sine britiske kunder via sit hovedkvarter i Irland, hvor skatten er væsentlig lavere.

Det skal være slut nu. Næsten i alt fald. Indtægterne fra de største annoncører som Tesco og Sainsbury's vil blive faktureret i Storbritannien, mens små kunder fortsat vil blive faktureret i Irland.

Og det er angiveligt ikke ubetydelige beløb, der er tale om. Ifølge Financial Times har Facebook allerede advaret sine investorer om, at den fremtidige skatteregning kan komme til at påvirke kommende regnskaber.

Facebooks skattestrukturelle ændring kommer, efter at teknologi-konkurrenten Google foretog nogenlunde samme manøvre. I Januar indgik Google en aftale med de britiske myndigheder om at betale 1,3 mia. kr. i skat, mens skatteregningen også fremadrettet ville vokse.

Facebook har ikke offentliggjort, hvor stort et overskud selskabet har i Storbritannien, men på verdensplan landede overskuddet i 2015 på 25,4 mia. kr.

I Storbritannien kommer Facebook til at betale 20 pct. i skat af de indtægter, der bliver bogført i monarkiet. Det sker, på trods af, at Storbritannien i forbindelse med Google-sagen indførte en ny skat på 25 pct., som skulle ramme selskaber, der fører pengene ud af landet, så de til sidst havner i skattely som Bermuda.

Facebooks nye skattestruktur træder i kraft fra april, men den første skatteregning vil først falde i 2017.

Det er endnu uvist, hvor meget Facebook kommer til at betale i skat, men det forventes, at regningen løber op i flere millioner britiske pund.

Læs også
Annonce