*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Nykredit vil sende 600 mio. kr. efter vrede Totalkredit-kunder

Nu er der sat tal på de omstridte kundekroner, som kunder har udsigt til at få retur ved en børsnotering af Nykredit.

Nykredits bidragsballade
Michael Rasmussen, koncernchef i Nykredit, i baggrunden. Foran ham ses Nina Smith, næstformandi  Foreningen Nykredit. Foto: Lars Krabbe

Realkreditkoncernen Nykredit er klar til at give datterselskabet Totalkredit et tilskud på 600 mio. kr.

Det oplyser koncernen i en meddelelse.

Således er der for første gang sat tal på de kundekroner, som kunder har udsigt til at få retur ved en børsnotering af Nykredit. Pengene er en slags kompensation for de forhøjede bidragssatser, der har sendt Nykredit ud i et regulært stormvejr, og som har skabt vrede blandt titusindvis af danskere med boliglån gennem Totalkredit.

På sit ordinære møde den 16. marts vil Foreningen Nykredit, der er hovedaktionær i Nykredit-koncernen, træffe beslutning om de vedtægtsændringer, der skal gøre det muligt for foreningen at yde tilskud til Nykredit-koncernen, der omfatter Nykredit Realkredit, Nykredit Bank og Totalkredit.

»Vi foreslår i bestyrelsen, at Foreningen Nykredit yder et tilskud på 600 mio. kr. til Totalkredit til gavn for virksomheden og kunderne. Det håber vi, at repræsentantskabet vil bakke op om,« siger Nina Smith, næstformand i Foreningen Nykredit.

Hvad pengene konkret skal bruges til er endnu uvist. Det må Totalkredit først beslutte, når pengene er uddelt, lyder det. Bestyrelsen i Foreningen Nykredit foreslår, at de 600 mio. kr. udbetales, når Nykredit børsnoteres, dog senest den 1. juli 2017.

Tilskuddet vil blive finansieret ved låneoptagelse og/eller et salg af en del af Foreningen Nykredits aktier i Nykredit Holding A/S, fremgår det.

»Nykredit-koncernen bliver en unik børsnoteret virksomhed med en forening som majoritetsaktionær. Det giver fordele for virksomheden og kunderne, og det er det, vi viser med dette tilskud til Totalkredit,« siger Nina Smith.

Idéen med de såkaldte kundekroner er, at kunder, der bliver i butikken, får del i noget af Nykredits overskud - altså en slags kundebonus. Hvordan det helt præcist kommer til at foregå er ikke endeligt besluttet.

Finans Briefing giver dig hver dag alle de mest interessante nyheder, eksklusivt udvalgt af vore redaktører og leveret til din indbakke. Tilmeld dig her og styrk overblikket.

Læs også