*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Storbanker vil stjæle udlån fra Totalkredit

Spar Nord lancerer nyt boliglån, som vil flytte udlån for mia. af kr. fra Totalkredit. Sydbank og Ringkjøbing Landbobank vil også flytte kunder.

Nykredits bidragsballade
Michael Rasmussen, koncernchef i Nykredit. Foto: Lars Krabbe

En stribe banker med Sydbank, Spar Nord og Ringkjøbing Landbobank i spidsen tilbyder nu deres kunder at låne penge i banken i stedet for hos Totalkredit.

Det er en direkte konsekvens af de seneste voldsomme prisstigninger i Totalkredit, der betyder, at kunderne her betaler væsentligt mere for eksempelvis et flekslån end hos konkurrenterne.

Spar Nord lancerer derfor et nyt produkt til deres kunder med et F1, F2, F3 og F4-lån på den yderste del af lånet.

»Vi tilbyder kunderne, at de kan flytte den mest risikable del af lånet gebyrfrit over til os. Det giver kunderne en væsentlig besparelse i forhold til dét, som de kommer til at betale i Totalkredit,« siger Lars Møller, bankdirektør i Spar Nord.

Spar Nord kalder lånet BoligPlus-lån og har store forventninger.

»Der kan godt blive tale om et samlet udlån på et par mia. kr., hvis vores kunder med lån i det yderste interval flytter deres lån til os,« siger Lars Møller.

Kunderne kommer til at betale mellem 1,95 og 2,4 pct. i rente om året.

Sydbank og Ringkjøbing Landbobank er også blandt de banker, der målrettet går efter at flytte kunder væk fra de dyreste lån i Totalkredit. Blandt andet ved at markedsføre deres egne bankboliglån, som også kaldes prioritetslån.

»Vi har haft det på hylderne i længere tid, men signalerer nu, at det er en mulighed som et supplement til produkterne i Totalkredit,« siger Jan Svarre, bankdirektør i Sydbank.

Han erkender, at det er en direkte konsekvens af prisstigningerne i Totalkredit.

»Vi har naturligvis været berørt af de negative konsekvenser, som de forhøjende stigninger i bidragssatserne har betydet for vores kunder, og det er derfor særligt vigtigt, at vi kan introducere en række initiativer som hjælper vores kunder,« siger Jan Svarre.

Samme toner lyder fra Ringkjøbing Landbobank.

»Vi har besluttet at slette Totalkreditgebyrerne og landbobankens gebyrer i forbindelse med konvertering til billigere Totalkreditlån eller til bankens egne prioritetslån,« siger adm. dir. John Fisker, Ringkjøbing Landbobank.

Nykredit, der ejer Totalkredit, vælger at tolke bankernes tiltag positivt.

»Vi har svært ved at få øje på noget opgør. Det er et tiltag, vi støtter fuldt op om, og som hjælper pengeinstitutterne i den aktuelle skærpede konkurrencesituation. Det vil være sådan, at de kunder, der tilbydes et alternativ, for en stor dels vedkommende vil få et andet Totalkreditlån eller et prioritetslån fundet i Totalkredit,« siger Michael Rasmussen, koncernchef i Nykredit.

Læs også