*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Mols-Liniens sejler fra børsen med rekordresultat

Mols-Linien havde et solidt 2015, hvor resultatet blev det bedste nogensinde. Flere passagerer hjalp tallene.

Erhverv
Foto: Casper Dalhoff

Mols-Linien havde flere passagerer og klemte mere ud ad den enkelte i 2015. Det betød, at selskabet kunne notere sit største overskud nogensinde.

Dermed leverer selskabet en flot afskedssalut til børsen, som det er på vej til at forlade.

I 2015 steg omsætningen fra rederiets færger med 60 mio. kr. til 671 mio. kr. Det blev til et resultat på 74,3 mio. kr., det højeste i rederiets historie.

- Selskabet begyndte en omfattende turn-around-proces i 2011, hvor rederiet blandt andet har omlagt sin tonnage, så utidssvarende og uøkonomiske færger er afdisponeret.

- Den højere kapacitet, en effektiv fartplan tilpasset kundernes behov og en god brændstoføkonomi giver lavere enhedsomkostninger, skriver rederiet.

Ikke bare steg antallet af personbiler, der blev fragtet med rederiets færger, med 12 pct. i året, passagererne købte også mere ind.

Omsætningen i catering-delen steg til 88,5 mio. kr., et hop på 11 pct.

- Cateringkonceptet gennemgår løbende ændringer med en række nye tilbud på mad- og drikkevarer, og der er nu Baresso-caféer på alle færger, skriver Mols-Linien.

Fremgangen er godt nyt for Polaris, den kapitalfond, der har købt hovedparten af aktierne i rederiet, men salt i såret for de private aktionærer, der holder fast i deres aktier.

Polaris vil afnotere aktien fra fondsbørsen fra den 21. april, hvilket et godkendt af fondsbørsen. Polaris ejer dog kun omkring 80 procent af selskabet.

Dermed vil de sidste 20 pct., hvor af mange er private, stå med aktier i et selskab, der ikke kan handles på børsen, og de vil ikke være beskyttede at fondsbørsens regler.

Netop denne udsigt har fået mange til at føle sig dårligt beskyttet af den eksisterende lovgivning.

Den tillader majoritetsejere at tvangsindløse mindretalsaktionærer, hvis køber sidder på over 90 pct. af aktierne.

Kapitalfonden tilbyder alle at købe deres Mols-Linien-aktier for 40 kr. Aktien handles torsdag i 62 kr. per aktie.

Læs også