*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Cirkus Dannebrog er gået konkurs

Det historiske Cirkus Dannebrog trækker teltpløkkerne. Familien bag er »chokeret.«

Erhverv
Cirkus Dannebrogs historie går tilbage til 1876 og drives af familien Enoch.  Arkivfoto: Katinka Hustad

140 års dansk cirkushistorie er slut.

Det familieejede Cirkus Dannebrog, hvis historie går tilbage til 1876, er gået konkurs, skriver Jyske Vestkysten.

Det sker efter adskillige år med underskud og skarpe forbehold fra selskabets revisor, der flere gange har udtrykt bekymring for cirkussets fortsatte drift.

Næste torsdag skulle cirkusset, der var ejet og drevet af Enoch-familien, have været i aktion. Men det er nu aflyst på grund af konkursen. Bestyrelsesmedlem Isabella Enoch Sosman siger til Jyske Vestkysten, at familien er »chokeret.«

Det er ingen hemmelighed, at Cirkus Dannebrog har haft store problemer med at få økonomien i heste, akrobater og inciterende musik til at hænge sammen.

Det seneste regnskab for 2014 viste et underskud på 1,4 mio. kr. og en negativ egenkapital. Samtidig udtrykte både ledelse og revisor usikkerhed om, hvorvidt cirkusset kunne fortsætte driften.

»Selskabets nedgang i indtjeningen det seneste år og udviklingen i gælden gør, at der arbejdes med flere løsninger vedrørende tilvejebringelse af likviditet. Der er indgået afdragsordning med selskabets væsentligste eksterne kreditor, og der arbejdes på mulig tilførsel af ny kapital,« lød det i regnskabet.

Nu står det klart, at det ikke lykkedes at få tilført den kapital, der var en forudsætning for fortsat drift.

Cirkus Dannebrog blev grundlagt af Theodor Justus Enoch og hustru Wilhelmine Schultz, der forsøgte sig med cirkusdrift i 1870'erne og fik deres gennembrud i 1880.

Cirkusdriften sluttede imidlertid i 1920'erne, indtil det for alvor fik nyt liv i 1977. Siden da har Cirkus Dannebrog turneret fast i Danmark hvert år.

For to måneder siden valgte også det historiske Cirkus Benneweis at trække teltpløkkerne. For første gang i 128 år giver cirkusset ingen forestillinger, da der arbejdes på et nyt koncept.

Læs også
Annonce