*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Franske banker anklages for skattely: 16 afdelinger på Cayman-øerne er uden ansatte

Den internationale organisation Oxfam anklager i ny rapport Frankrigs fem største banker for brug af skattely.

Erhverv
Cayman-øerne er flittigt nævnt i rapporten om bankernes brug af skattely. Foto: Steffen Stubager

Franske banker benytter sig af skattely. Sådan lyder konklusionen på en ny rapport på området udarbejdet af NGO'en Oxfam.

»Bankerne får en tredjedel af deres overskud fra skattely, selvom de kun står for en fjerdedel af deres internationale virksomhed, en femtedel af deres skattebetaling og blot en sjettedel af deres medarbejderstab,« lyder det i rapporten.

Bag rapporten

Oxfam er en international non-profit nødhjælpsorganisation med fokus på fattigdom.

Rapporten definerer 31 lande som skattely. Der er tale om de normalt kendte såsom Cayman-øerne og Gibraltar. Men også Belgien er med på listen pga. gunstige skatteforhold.

Det er en kombination af ny EU-lovgivning og fransk lovgivning, der har gjort det lovpligtigt for franske banker at oplyse mere specifikt end hidtil om deres aktiviteter i udlandet.

På den baggrund har Oxfam gennemgået de fem største franske bankers aktiviteter i udlandet, og de mener altså at have fundet bevis for, at bankerne benytter sig af skattely.

En af rapportens afsløringer er, at de fem undersøgte franske banker har 16 underafdelinger på Cayman-øerne uden at have en eneste medarbejder på øerne.

I alt har bankerne 34 underafdelinger i en række lande, uden at have ansatte tilstede.

Rapporten har også fokus på, hvor mange penge bankerne har hentet ind per ansat i de lande, de har aktiviteter.

Her viser rapporten, at bankerne i gennemsnit henter 2,6 gange højere indtjening ind per ansat i skattely i forhold til ikke-skattely. Oxfam mener dog ikke, at det er et udtryk for myreflittige medarbejdere i skattelyene, men nærmere at bankerne kanaliserer overskud over i skattelyene, som dermed pumpes kunstigt op i størrelse.

Samlet set opstiller rapporten seks indikatorer, som Oxfam mener er bevis for, at bankerne benytter sig af skattely:

  1. Bankerne deklarer en tredjedel af deres internationale overskud i skattely.
  2. De fem franske bankers aktiviteter fremstår 60 pct. mere profitable i skattely end i resten af verden.
  3. Medarbejdere i skattely fremstår 2,6 gange mere produktive i skattely ifht. andre lande.
  4. De mest risikable og spekulative aktiviteter er placeret i skattely.
  5. Skatteraten for bankerne er det halve i skattelyene end i andre lande.
  6. Bankernes informationer er mangelfulde og svært analyserbare.
Læs også