*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
0

Danske bilister skal nu holde øje med et nyt p-skilt

Overholdes ny skiltning ikke, kan der som udgangspunkt ikke gives en parkeringsbøde.

Erhverv
Et nyt sort p-skilt skal gøre det lettere for bilister at afkode, når de parkerer på et privat område. Foto: FDM.

Private parkeringspladser er nu forpligtet til at skilte med et sort p-skilt med et hvidt 'P', der er synligt ved alle indkørsler til parkeringsområdet.

En ny lov om skiltning på private parkeringspladser er netop trådt i kraft og vil ifølge Forenede Danske Motorejere, FDM, gøre det lettere for bilister at afkode, når de parkerer på privat område.

»Vi modtager adskillige klager fra bilister, der føler, at de har fået bøder på et forkert grundlag, fordi de har misforstået skiltningen. Derfor er det glædeligt, at reglerne bliver ændret, så man fremover kan forvente at blive orienteret om parkeringsreglerne med overskuelig skiltning,« siger Helle Brasch, jurist i FDM, i en pressemeddelelse.

Udover det sorte skilt med et hvidt 'P' skal der være en undertavle på skiltet, hvor reglerne og vilkårene for parkering er beskrevet. Både skiltet og undertavlen skal være opstillet, så de er let læselige i lys og mørke.

Overholdes den nye skiltning ikke, kan der som udgangspunkt ikke gives en p-afgift på pladsen.

»Loven siger klart, at hvis man ønsker at kunne give en kontrolafgift på en privat parkeringsplads, skal der ved indgangene til p-pladsen være opsat det nye sorte p-skilt. Bliver det ikke overholdt, kan der som udgangspunkt heller ikke gives en afgift for ikke at overholde vilkårene for parkering,« siger Helle Brasch.

Det væsentlige er dog, at der er en undertavle, som tydeligt vejleder bilisten, understreger hun.

»I sidste ende vil det selvfølgelig være op til en domstol at vurdere, om en afgift er berettiget,« siger FDM-juristen.

Reglerne for parkering på privat område er anderledes end for parkering på kommunale p-pladser. FDM har længe efterlyst en tydeligere og mere overskuelig skiltning.

I 2019 træder sidste del af regelsættet for skiltning på private parkeringspladser i kraft. Det indebærer bl.a. en standardisering af skilte inde på selve p-pladsen.

Her vil der være krav til f.eks. placering af skilte, hvor synlige de skal være og omfanget af informationer på skiltene.

Læs også
Annonce