*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
Annonce
0

B&O indgår samarbejde med LG

Bang & Olufsen skal lave tv med LG og er fortsat i dialog med potentiel køber af det danske selskab.

Erhverv

Det danske erhvervsklenodie Bang & Olufsen har indgået et strategisk partnerskab med koreanske LG, der er en af verdens største tv-producenter.

Det oplyser B&O i en meddelelse til fondsbørsen.

Det nye partnerskab skal sikre B&O »teknologiske kompetencer« og den fornødne stordrift for at kunne forbedre selskabets langsigtede indtjening, lyder det.

B&O regner med, at aftalen vil skabe besparelser for op mod 200 mio. kr. årligt., når det er fuldt ud implementeret om tre år. Således er partnerskabet et skridt på vejen til at opnå B&O's finansielle mål for 2017/18, der lyder på en EBIT-margin på cirka 7 pct. og et positivt cash flow.

»Partnerskabet med LG vil gøre det muligt for Bang & Olufsen fortsat at være med helt fremme inden for innovation af tv - en kategori, der i øjeblikket undergår store forandringer, og som er særdeles vigtig for Bang & Olufsen,« siger topchef Tue Mantoni i en kommentar.

Det vil koste B&O cirka 15 mio. kr. at stable partnerskabet på benene, hvoraf de 5 mio. kr. realiseres i fjerde kvartal af 2015/16.

B&O er fortsat i dialog med en potentiel byder, som muligvis er interesseret i at købe hele eller dele af det danske elektronikselskab, oplyses det i fondsbørsmeddelelsen.

»På nuværende tidspunkt har Bang & Olufsen ikke indgået noget bindende tilsagn, og der er fortsat usikkerhed omkring udfaldet af dialogen med den potentielle byder,« hedder det sig.

B&O meddelte i slutningen af november, at en eller flere potentielle købere af selskabet har meldt sig på banen. I første omgang blot ved at vise interesse. Der er ikke afgivet noget bud på B&O, og der er ingen garanti for, at den aktuelle interesse fører til et bud, understreger B&O endnu engang i dagens meddelelse.

Sydbank-analytiker Morten Imsgard, der følger B&O tæt, har tidligere slået fast, at et eventuelt frasalg af blot den ene af B&O's divisioner virker »usandsynligt.« I stedet virker det mere realistisk at sælge både AV- og Play-divisionen samlet, siger han.

Læs også