*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Nu kan det koste at bruge MobilePay

Forbrugervagthund tvinger Danske Bank til at lade butikker sende MobilePay-gebyr videre til kunder.

Erhverv
Det er op til butikkerne, om det skal koste at betale med MobilePay. Foto: Linda Johansen

Danske forbrugere kan komme til at betale et gebyr, når de betaler med MobilePay i en butik.

Det er konsekvensen af et påbud fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til Danske Bank, som tvinger banken til at give butikker lov til at sende gebyret for brugen af betalingsløsningen MobilePay videre til kunderne.

Tidligere har det været en del af Danske Banks vilkår, at butikkerne ikke måtte sende gebyret videre til kunderne, men det er en overtrædelse af betalingstjenesteloven, siger kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Martin Nyvang.

- Det vil medføre en ulige konkurrence mellem forskellige udbydere af betalingsløsninger. Vi er derfor tilfredse med, at praksis er blevet ændret, siger han i en pressemeddelelse.

Ifølge Danske Bank kan man betale med MobilePay i 21.000 butikker. Gebyret, som butikkerne indtil nu selv har måttet betale til banken, lyder på én procent af prisen - dog maksimalt fem kroner.

Hos Danske Bank regner chefen for MobilePay, Mark Wraa-Hansen, ikke med, at butikkerne vil benytte sig af muligheden for at lade kunderne betale gebyret.

- Rent juridisk er der ingenting, der står i vejen for, at de kan gøre det, så det er op til butikken, siger han.

- Men generelt styrker man nok ikke sin popularitet hos forbrugeren ved at påføre gebyr. Jeg har ikke endnu oplevet, at butikker har efterspurgt muligheden for at overføre gebyret til forbrugeren, siger han.

Ifølge Danske Bank var betingelsen i første omgang en konsekvens af, at det var gratis for butikkerne at indføre MobilePay som betalingsmiddel. Fra 1. april 2015 blev gebyret indført for butikkerne.

Danske Bank ændrede betingelserne i november, så snart banken blev opmærksom på problemet, lyder det.

Læs også