*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Eksperter: Jyske Bank tager kun de gode Totalkredit-kunder

Jyske Bank vil lade en andel af sine kunder blive tilbage i Totalkredit, vurderer finansanalytiker.

Nykredits bidragsballade
Jyske Banks ordførende direktør, Anders Dam, vil have kunder med lån i Totalkredit og Nykredit til at skifte til BRFkredit. Foto: Jyske Bank

Efter at Nykredit i den seneste tid har været i et massivt offentligt stormvejr, står konkurrenten Jyske Bank klar til at tage imod de mange utilfredse Nykredit-kunder.

Ifølge eksperter vil Jyske Bank dog udelukkende gå efter de stærke kunder. Det skriver Børsen.

Siden Jyske Bank i 2014 købte realkreditinstituttet BRF Kredit, er det indtil videre kun lykkedes at få 4 ud af 10 Jyske Bank-kunder til at skifte over til BRF fra Nykredit-datteren Totalkredit.

Midt i Nykredits stormvejr er der dog for alvor opstået en mulighed for at hente kunder til BRF for Jyske Bank. Ifølge Mads Thinggaard, der er finansanalytiker i Handelsbanken, er det dog ikke nødvendigvis alle kunder som Jyske Bank er interesseret i.

»Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Jyske Bank har intentioner om at lade en andel af deres kunder blive tilbage i Totalkredit,« siger Mads Thinggaard til Børsen.

Ifølge John Norden, partner i bankportalen Mybanker, kan en god kunde blandt andet kendetegnes ved, at boligens værdi gør, at den kan sælges, hvis behovet skulle opstå.

De svagere kunder bor især i områder med lave boligpriser, hvor det er svært at lave nye boliglån med realkredit.

Ordførende direktør i Jyske Bank, Anders Dam, skriver i et skriftligt svar til Børsen, at banken ikke har sat et mål for, hvor mange af deres kunder med lån i Totalkredit og Nykredit de kan få til at skifte, men at det grundlæggende er så mange som muligt.

Læs også