*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Potentiel køber af B&O har meldt sig på banen

For første gang er der sat navn på det selskab, som overvejer at købe elektronikkoncernen Bang & Olufsen.

Erhverv
Rygterne om et salg af Bang & Olufsen har floreret siden slutningen af november, da selskabet meddelte, at det er i dialog med en potentiel byder. Foto: Simon Fals

Den kinesiske rigmand Qi Jianhong har for alvor kastet sin kærlighed på det danske elektronik-ikon Bang & Olufsen. Gennem sit selskab Sparkle Roll Group Limited ønsker han at købe samtlige aktier i Bang & Olufsen. 

Det oplyser Sparkle Roll i en meddelelse, som B&O har videresendt til fondsbørsen, der dermed sætter en stopper for måneders spekulationer om, hvem der er interesseret i at købe den danske elektronikkoncern.

Forvirringen har ellers været fremherskende i løbet af dagen. For af børsmeddelelsen fremgår det, at det er den Hong Kong-baserede virkosmhed, Sparkle Roll, der er et distributionsselskab, som handler med luksusvarer, der er interesseret i at købe samtlige aktier i Struer-virksomheden. En virksomhed, der ikke har haft en imponerende økonomisk udvikling på det senste. Midt på eftermiddagen oplyser Sparkle Roll Group Limited dog via det danske kommunikationsfirma Kreab, at det ikke er børsnoterede Sparkle Roll Group Limited i Hong Kong, der overvejer at byde på B&O, selvom det er det børsnoterede selskabs aktiviteter, der fortælles om i det materiale, der er sendt til pressen i forbindelse med købsinteressen.  Der skulle i stedet være tale om et privatejet selskab af helt samme navn, som skulle være registreret på De Britiske Jomfruøer, og som har den samme storaktionær: Qi Jianhonghar.

Under alle omstændigheder er der endelig sat navn på det selskab, som i månedsvis har været i dialog med B&O om en eventuel overtagelse. Rygterne om et salg af den danske elektronikkoncern har floreret siden slutningen af november, da selskabet meddelte, at det er i dialog med en potentiel byder.

For fem dage siden - da B&O offentliggjorde et nyt samarbejde med tv-giganten LG - lød meldingen så, at køberskaren var indsnævret til ét selskab. Det selskab viste sig at være Sparkle Roll med Qi Jianhonghar i spidsen.

Qi Jianhong, siger, at man har fulgt B&O siden 2012 og er meget begejstret for virksomheden, dens produkter og brand.

»Vi tror, at Bang & Olufsen vil nyde godt af en ny ejerstruktur for at kunne frigive ressourcer og accelerere virksomhedens vækst og konsolidering. Som et resultat deraf har vi undersøgt mulighederne for at lave et bud på samtlige aktier i Bang & Olufsen,« siger Qi Jianhong i meddelelsen.

Han understreger dog, at adskillige aspekter ved et eventuelt køb endnu mangler at blive udredt.

»Under alle omstændigheder er et bud på alle aktier i Bang & Olufsen betinget af, at prisen er rimelig, og at den reflekterer virksomhedens potentiale samt den markante usikkerhed og de investeringer, der skal til for at sikre videre udvikling og vækst,« siger bestyrelsesformanden.

B&O samarbejder i forvejen med det Hong Kong-baserede Sparkle Roll, der driver adskillige salgssteder med B&O-produkter i Kina, og som ejer lidt over fem pct. af den kendte danske elektronikproducent.

Læs også