*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Endnu en dansk tøjkæde er gået konkurs

Den fremadstormende tøjkæde Moss Copenhagen er gået konkurs, men fortsætter i en ny konstruktion.

Erhverv
Moss Copenhagen har 12 butikker og 125 ansatte. Foto: Casper Dalhoff.

Tøjkæden Moss Copenhagen er onsdag gået konkurs. Det beretter firmaet i en pressemeddelelse.

Moss Copenhagen fortsætter dog sine aktiviteter »i en ny konstruktion og med en ny ledelse, der vil tilbage til de værdier, der skabte succesen,« fremgår det.

Ifølge den nye adm. direktør, Anders Freund, skyldes konkursen primært, at Moss Copenhagen tidligere har fokuseret for meget på projekter, der intet havde med kerneforretningen at gøre.

»Det har skabt et stort underskud, selvom både de 12 butikker og den nye wholesale-forretning kører glimrende,« siger han.

Om Moss Copenhagen
  • Moss Copenhagen blev grundlagt i 2006 af Michael Moss.
  • Moss Copenhagen har i dag 12 butikker.
  • Moss Copenhagen har 125 ansatte.
  • Moss Copenhagen har butikker i København, Odense, Vejle, Aarhus og Aalborg.
  • Adm. direktør i det nye Moss Copenhagen er Anders Freund.

Ingen af Moss Copenhagens 125 ansatte bliver fyret i forbindelse med den nye konstruktion af selskabet, og Moss Copenhagens 12 butikker fortsætter ligeledes som hidtil.

Det er den tredje danske tøjkæde, som går konkurs på under en måned. Uno Danmark med 35 butikker i Danmark, Sverige, Norge og konkurs gik konkurs i begyndelsen af marts og fik kort tid efter følgeskab af modekoncernen Bruuns Bazaar.

Moss Copenhagen blev stiftet i 2006, og blev for alvor kendt i den brede offentlighed i sommeren 2015, da tv-programmet Kontant på DR1 stillede skarpt på dårligt arbejdsmiljø i kæden.

Ifølge beretninger fra ansatte og tidligere ansatte var arbejdsmiljøet dengang så dårligt, at flere gik ned med stress.

Ifølge Moss Copenhagen bliver det dog ikke tilfældet i den nye konstruktion.

»Vi vil skabe en ny og sund kultur, hvor vores ansatte ikke er bange for at lave fejl, og hvor de føler, at de både kan vokse og gøre en forskel. Medarbejderne vil få større indflydelse og ansvar, og det vil også kunderne nyde godt af,« siger Anders Freund.

De tidligere ejere i Moss Copenhagen indgår ikke i det nye selskab.

Af pressemeddelelsen fremgår det, at de største kreditorer selv er gået med til aftalen om en rekonstruktion.

»Vi har fuldt fokus på at hente det tabte hjem - ordentlighed er en kerneværdi for os i den nye ledelse,« siger Anders Freund.

Finans Briefing giver dig hver dag alle de mest interessante nyheder, eksklusivt udvalgt af vore redaktører og leveret til din indbakke. Tilmeld dig her og styrk overblikket.

Læs også