*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Lego rykker ned i omdømme-toppen

Lego er trillet en enkelt plads ned i hierakiet for det bedste omdømme i verden. Selskabet er faldet fra en 5. til en 6. plads. I toppen ligger Rolex.

Erhverv
Legomanden lægger sig fortsat i toppen af diverse lister - men 2015 har kostet nogle podiepladser. Foto: Lars Krabbe

Lego har ikke helt kunnet fastholde sin placering blandt de selskaber, der har det bedste omdømme blandt borgere i hele verden.

På listen fra det anerkendte Reputation Institute er Lego trillet fra en 5. plads sidste år til en 6. plads i år.

Verdens bedste omdømme
Reputation Institute spørger 240.000 mennesker i 15 lande rundt på kloden om, hvordan de opfatter forskellige virksomheder. Top 10 med det bedste omdømme i 2016-målingen er:
  1. Rolex
  2. The Walt Disney Company
  3. Google
  4. BMW
  5. Daimler
  6. Lego
  7. Microsoft
  8. Canon
  9. Sony
  10. Apple

Reputation Institute byder ikke på nogen forklaring på det lille dyk. Men i en lignende måling fra Brand Finance mistede Lego sin absolutte topplacering blandt verdens mest magtfulde varemærker og måtte se sig slået ned til en andenplads af Disney – som blev båret op af Star Wars.

Forklaringen fra Brand Finance var, at Lego i årets løb dels har fået en bøde fra de tyske myndigheder for at forhindre butikker i at give rabat på Lego.

Den danske legetøjskoncern fik også ørene i meningsmager-maskinen, da den kinesiske systemkritiker Ai Wei Wei beskyldte Lego for at forhindre ham i at købe Lego engros. Lego begrundede afslaget med, at selskabet ikke vil inddrages i politiske projekter. Men Wei Wei beskyldte omvendt Lego for at være mere optaget af at sikre sine egne kinesiske interesser end at hjælpe en systemkritiker med at lave et politisk værk, hvor Lego indgik.

Kritikken fik i øvrigt Lego til at ændre sin politik, så det nu er muligt for hvem som helst at købe Lego engros.

Også på den nye liste over virksomheder med det bedste omdømme bliver Lego slået af Disney – og af Rolex, Google, BMW og Daimler. Omvendt giver Lego baghjul til Microsoft, Canon Sony og Apple i top-10.

Geografisk lægger Lego sig allerøverst på listen i Europa og ind som nummer fire i Nordamerika.

Samtidig er Lego med i den relativt eksklusive gruppe på kun seks virksomheder, som ligger i top-10 i alle de største markeder. I det selskab er Rolex, Sony, Google, Disney og Samsung.

En af de største nedture på årets liste har tyske Volkswagen taget, blæst af pinden af den store skandale om det misvisende måleudstyr i selskabets biler. Sidste år lå Volkswagen på en 14. plads - i år roder bilkoncernen rundt nede på en 123. plads.

Læs også