*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Statoil får lov til at købe 131 tankstationer

Shells salg af en række tankstationer til Statoil er onsdag blevet godkendt af Europa-Kommissionen.

Erhverv
Statoil vil fra begyndelsen af maj overtage 131 af Shells tankstationer.  Foto: Simon Fals

Shell satte i fjor alle sine 315 danske tankstationer til salg, og Europa-Kommissionen har nu godkendt, at canadisk-ejede Statoil Fuel & Retail har købt 131 af dem.

Administrerende direktør i Statoil Danmark, Timothy Tourek, forklarer, at det er en dag, man har set frem til længe i Statoil.

»Med flere tankstationer i Danmark får vi et større og stærkere netværk, der gør os endnu mere konkurrencedygtige i markedet. Vi løfter vores netværk med omkring en tredjedel og fastholder vores omkostningsstruktur, hvilket betyder, at vores effektivitet stiger,« siger han i en pressemeddelelse.

Timothy Tourek forklarer yderligere, at udvidelsen betyder, at der aldrig vil være langt til Statoils tankstationer.

Tankstationerne ligger spredt rundt omkring i landet og består af både bemandede og ubemandede tankstationer.

Forberedelserne til godkendelsen af købet, der er sket i samarbejde med de europæiske konkurrencemyndigheder, har stået på siden marts 2015.

Og i Statoil mener man at have fundet en løsning, der stadig giver plads til skarp konkurrence på brændstofsmarkedet.

»Det danske brændstofsmarked er enormt konkurrencepræget. Antallet af tankstationer har de seneste 10 år været stabilt, mens brændstofsforbruget er faldet med over 10 pct., så det giver sig selv, at konkurrencen intensiveres, når der kæmpes om en faldende volumen,« siger fuel-direktør i Statoil Danmark, Peter Rasmussen, i en pressemeddelelse.

Statoil vil løbende overtage de 131 tankstationer fra begyndelsen af maj 2016. Resten af Shells stationer overtages af DCC Holding A/S, der vil drive dem videre under Shell-navnet indtil videre.

DCC Holding ejer bl.a. DCC Energi og med købet af 205 Shell servicestationer vil virksomheden blive en af de førende inden for energi på det danske marked. Administrerende direktør i DCC Holding, Christian Heiser, skriver i en pressemeddelelse, at købet er en del af virksomhedens strategi om at udbygge tilstedeværelsen på markedet for servicestationer i Europa.

Salget skal først godkendes af konkurrencemyndighederne, og overtagelsen forventes gennemført i 4. kvartal 2016. 

Læs også
Annonce