*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Shipping er blevet mere sikkert - men hackere, superstorme og svag økonomi truer

Shippingbranchen fik et sikkert 2015, men sikkerheden er under pres udefra.

Erhverv
Der var et rekordlavt antal skibstab i 2015, men sikkerheden trues. Foto: Christian Charisius/picture-alliance/dpa/AP

85 skibe og dertilhørende last inden for shippingbranchen gik tabt i 2015, viser en ny rapport fra Allianz, en tysk forsikrings-, bank- og investeringsvirksomhed.

Det betyder, at 2015 blev det mest sikre år for shippingbranchen, og analysen vidner da også om en fortsat tendens om øget sikkerhed i branchen generelt. Siden 2006 er antallet af skibstab faldet med 45 pct.

Men den nuværende økonomi presser sikkerheden, mener kaptajn Rahul Khanna, der er international leder af Marine Risk Consulting i Allianz.

Markedet er presset, der er en overkapacitet af skibe, og priserne på råvarer er trykkede. Det kan få store konsekvenser for sikkerheden.

Til Allianz udtaler kaptajn Rahul Khanna:

»Den økonomiske nedtur - og dens indflydelse på shippingbranchen - vil højst sandsynligt have en negativ indvirkning på sikkerheden. Mange af sektorerne inden for branchen er allerede pressede, og en lavere sikkerhedsstandard som følge heraf vil være bekymrende.«

En presset økonomi kan bl.a. betyde længere vagter for de allerede pressede ansatte om bord på skibene, da nogle shippingvirksomheder kan være nødsaget til at skære ned. I Allianz har de allerede set et stigende antal ulykker forårsaget af trætte ansatte.

Udover økonomien er sikkerheden også truet af stadig vildere vejrforhold og cyberkriminalitet.

Dårligt vejr var bl.a. skyld i tre ud af fem af de største skibsulykker i år, og man frygter flere superstorme i det kommende år.

Sven Gerhard, der er leder af afdelingen Hull & Marine Liabilities i Allianz, mener, at kortlægning af mere sikre vejrruter bør være en stadig mere kritisk del af sikkerhedsprocedurer i shippingbranchen.

Samtidig er den teknologi, som branchen er afhængig af, blevet mere avanceret. Men piraterne er også blevet dygtigere til hackerangreb, og man vurderer, at cyberkriminalitet nu udgør en voksende trussel mod sikkerheden.

»Pirater udnytter allerede huller i cybersikkerheden for at målrette tyveri af specifikke laster. Cybersikkerheden kan ikke overvurderes,« udtaler Andrew Kinsey, kaptajn og senior marinekonsulent i Allianz.

Læs også