*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
Annonce
0

VW ser ud til at overskride USA-domstolens deadline

De amerikanske miljømyndigheder og Volkswagen er ikke blevet enig om en løsning på dieselskandalen.

Erhverv
Volkswagen er ikke nået til enighed med de marikanske myndigheder inden rettens deadline. Foto:  Julian Stratenschulte/picture-alliance/dpa/AP Images.

Det er tilsyneladende ikke lykkedes den tyske bilkoncern Volkswagen at nå til enighed med de amerikanske miljømyndigheder om en løsning på den såkaldte dieselskandale inden rettens deadline.

For en måned siden gav distriktdomstolens dommer, Charles Breyer, Volkswagen indtil den 24. marts til at finde en løsning. I dag skriver tyske medier, herunder Automobilwoche, at Volkswagen har bedt om yderligere 14 dage til at indgå en aftale.

Bilkoncernen, der har installeret snydesoftware i 11 mio. dieselbiler, skal i retten fremlægge, hvordan man har tænkt sig at få 580.000 amerikanske dieselbiler til at leve op til de amerikanske miljøkrav.

Både Volkswagen og myndighederne vil i dag angiveligt fortælle dommer Charles Breyer, at de gør gode fremskridt i retning af en aftale, men at de endnu ikke nået til enighed. Det har kilder fortalt Reuters.

Volkswagen har forhandlet med myndighederne i månedsvis. Flere løsninger har været i spil. Blandt andet har man talt om muligheden for, at Volkswagen kan købe et antal biler tilbage. En anden mulighed er, at Volkswagen med økonomiske incitamenter kan motivere bilejerne til at få deres køretøjer repareret.

Et af de springende punkter, der blokerer for en hurtig aftale, er angiveligt, hvorvidt den amerikanske miljømyndighed EPA vil acceptere en løsning, der ikke får komplet bugt med de overskridende NOx-emissioner på vejene.

Tidligere på måneden udtalte en repræsentant for myndighederne i Californien, at staten kunne blive nødt til tillade delvist reparerede dieselbiler, fordi en komplet løsning er umulig.

Der er blevet samlet op mod 600 sager til tre gruppesøgsmål hos domstolen i San Francisco. Sager, der kan ramme både myndigheder, bilkøbere og forhandlere, der føler sig snydt af Volkswagen-koncernen, fordi den markedsførte sine dieselbiler som særligt miljøvenlige.

De amerikanske myndigheder har desuden sagsøgt VW-koncernen for 46 mia. dollars.

Læs også