*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Analytiker: Dong danser linedans

Energikæmpen er ude i en svær balancegang mellem ønsket om at komme af med olieforretningen på den ene side - midt i en priskrise - og behovet for at sikre, at der stadig er noget at sælge, når priserne engang stiger.

Oliekrise i Nordsøen
Billede fra installationen af det mere end 7.000 tons tunge fundament til Hejre-platformen. Fundamentet er bygget i Holland og blev installeret i maj 2014 på en position 292 km vest for Esbjerg. Foto: Dong Energy

Dongs beslutning om - indtil videre, i hvert fald - at trække stikket på prestigesatsningen Hejre-feltet giver mening. Men den er også et udtryk for, at energikæmpen danser på en tynd line.

Et kikset exit fra oliebranchen kombineret med lave oliepriser og alvorlige problemer med leverandørerne havde nemlig så godt som beseglet Hejre-planen til mølposen, mener Sydbanks aktieanalysechef Jacob Pedersen.

»Helt bredt er stort set alle olieselskaber jo ramt af de lave priser, og det betyder, at mange projekter - også relativt nystartede - kan vise sig at være underskudsgivende. Så alle selskaberne kigger selvfølgelig på, hvad det giver mening at lave fremover,« siger Jacob Pedersen og peger altså på, at situationen er skærpet for Dong, fordi energikæmpen forgæves har prøvet at sælge sin oliedel:

»Midt i det billede står Dong så og har forsøgt at afhænde olieforretningen uden held. Hejre-platformen er et prestigeprojekt - det er første gang i mere end 20 år, man udbygger i den danske del af Nordsøen. Men det har altså vist sig, at projektet ikke har været så dygtigt. Der har blandt andet været skriverier om, at man har bygget en platform så tung, at den ikke kan komme på plads. Nu opgiver man så.«

Nu står Dong så i en situation, hvor man skal afveje, hvor mange penge man skal bruge på at vedligeholde lakken på olieforretningen, vurderer Jacob Pedersen.

»I den her fase, hvor man kigger alt igennem, så er usikre projekter med flere års udsigt til penge i kassen og dårligdomme i den grad i risikozonen. Det giver mening for Dong lige at tage luft ind og tænke over, hvad fremtiden for projektet skal være. Strategien i Dong er jo, at afkastet fra olieforretningen skal geninvesteres i vindforretningen, så man står ikke lige og tripper for at bruge penge på Hejre.«

»Hejre-feltet kan jo på sigt blive noget, en køber af olieforretningen kan få glæde af. Så det er lidt den linedans, Dong skal gå de næste mange kvartaler: Man skal, selv om man ikke ønsker at udbygge forretningen, sørge for, at den ikke udsultes så meget, at der ikke er noget tilbage at sælge, når markedet ser bedre ud.«

Finans Infografik fra februar om Hejre-feltets problemer:

Læs også
Annonce