*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Nu kan du købe Star Wars-stjernes læderjakke på auktion

33.000 dollars er indtil videre højeste bud på den jakke, Han Solo har på i den nyeste Star Wars-film. Der er gode penge i rumsagaen.

Erhverv
Skuespilleren Harrison Ford spiller rollen som Han Solo i Star Wars.  Den seneste film, The Force Awakens, havde premiere i december 2015. Foto: AP/Film Frame

En læderjakke til 33.000 dollars – eller mere end 200.000 danske kroner.

Det er realiteten på den amerikanske auktionsside If Only. Her udbydes nemlig den jakke, som skuespilleren Harrison Ford i rollen som Han Solo havde på i den nyeste Star Wars-film, The Force Awakens. Det skriver CNN Money.

Auktionen, der løber to uger endnu, sker med velgørende formål for øje. Jakken er signeret af Harrison Ford.

Finans har tidligere beskrevet, at The Force Awakens var så populær, at det blev den film, der på kortest tid rundede et globalt salg på 1 mia. dollars. Det skete efter blot 12 dage.

Det er Disney, der står bag rumsagaen, hvis første kapitel udkom allerede i 1977. Filmen blev oprindeligt produceret i regi af Lucasfilm, men i 2012 solgte producenten George Lucas rettighederne til Disney.

I sidste måned kunne Disney-koncernen offentliggøre det bedste kvartalsregnskab nogensinde med et overskud på 2,88 mia. dollars. Topchef Robert A. Iger forklarede bl.a. resultatet med den »fænomenale succes« fra Star Wars.

Også i Danmark har filmen trukket et usædvanligt stort publikum med 130.000 billetter i forsalg til seneste film.

»Det er helt vildt. Vi har aldrig set noget lignende,« lød det kort efter premieren fra formanden for brancheforeningen Danske Biografer, Kim Pedersen.

Star Wars-feberen har også givet travlt hos Lego, der producerer legetøj med udgangspunkt i filmuniverset.

Læs også
Annonce