*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Populær aarhusiansk sandwichkæde vender minus til plus

Familievirksomheden Anettes Sandwich med syv butikker i Aarhus kommer ud af 2015 med et beskedent overskud mod sidste års underskud.

Erhverv
Ægte- og makkerparret Niels Jørgen og Anette Rasmussen ejer og leder kæden Anettes Sandwich med syv afdelinger i Aarhus. Foto: Casper Dalhoff

Det er lige akkurat en god forretning for ægteparret Anette og Niels Jørgen Rasmussen at drive sandwichkæden Anettes Sandwich i Aarhus.

Regnskabet for 2015 viser således et overskud på 13.000 kr. Det er en betragtelig forbedring i forhold til året forinden, da resultatet blev et underskud på knap 800.000 kr.

»Ledelsen anser årets resultat for tilfredsstillende,« står der i det nye regnskab.

Anettes Sandwich åbnede den første afdeling i 2004, og virksomheden er både ejet og ledet af Anette og Niels Jørgen Rasmussen, som bor i Aarhus-forstaden Højbjerg.

Kæden tæller i dag syv butikker fordelt over hele byen – seneste skud på stammen er butikken i Viby, som åbnede i slutningen af 2014.

Indtil 2013 var Anettes Sandwich drevet som enkeltmandsvirksomhed – man kan derfor ikke se de økonomiske resultater fra de første mange år.

Nøgletal fra regnskabet20142015
Bruttofortjeneste i mio. kr.5,96,6
Årets resultat i mio. kr.-0,80,01

Trods de mange nye afdelinger gennem årene har Anettes Sandwich endnu ikke udviklet sig til nogen guldrandet forretning for familien Rasmussen.

Anette og Niels Jørgen ejer virksomheden gennem deres fælles holdingselskab Frenicanil, hvor formuen er på 1,15 mio. kr.

Anettes Sandwich har tidligere været i vælten, da det i 2012 kom frem, at kæden kun ville ansætte unge i alderen 20-26. Det mente fagforbundet 3F var udtryk for aldersdiskrimination.

Siden viste det sig desuden, at der ud af 65 ansatte blot var to mænd, mens de resterende var kvinder. De to mandlige ansatte var i øvrigt ejernes to egne børn, fortalte Niels Jørgen Rasmussen dengang i et interview.

Læs også