Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Tre råd til jobsamtalen: Udnyt de fejl, som virksomheden laver

Inden du tager til jobsamtale, er der nogle helt generelle ting, du med fordel kan forberede dig på for at give et bedre indtryk.

Er du en af de første, der kommer til jobsamtale, har du større sandsynlighed for at få jobbet. Foto: Arkiv

Udsigten til en jobsamtale kan gøre de fleste en smule nervøse. Man skal både vurderes fagligt og som person. Men jobsamtalen er i høj grad præget af tilfældigheder og er en ret dårlig metode til at finde den rette medarbejder på.

Det mener Lars Lundmann, direktør i konsulenthuset Lundmann. Han er uddannet psykolog og har skrevet en ph.d. på Københavns Universitet om netop jobsamtaler. Han har været fluen på væggen til både selve jobsamtalerne og de efterfølgende vurderinger af kandidaterne i både private, offentlige, store og små virksomheder.

Jobsamtalen, der typisk foregår ved et bord, hvor den jobsøgende skal tale om sig selv, mens intervieweren stiller spørgsmål, er for næsten alle jobtyper en meget kunstig situation. Den viser ikke meget om, hvor gode eller dårlige vi er til det, vi er ved at blive ansat til.

Det er nemlig de færreste af os, der har et job, hvor vi skal sidde og fortælle om os selv.

At virksomhederne fejlagtigt tror, at de kan finde den rette medarbejderne den vej, kan du udnytte som jobsøger. Lars Lundmann giver her tre gode råd til hvordan.

  • Vær som intervieweren. Om jobintervieweren synes, du passer til jobbet, handler om hans eller hendes subjektive indtryk af dig. Jobinterviewere har en tendens til at foretrække mennesker, der ligner dem selv, og derfor er det ofte en vigtig faktor i forhold til, hvordan du bliver vurderet. Kan jobintervieweren lide dig, får du ofte færre konfronterende spørgsmål. Derfor er det en god idé at være forberedt på, hvem du skal til jobsamtale med, så du ved, hvem den konkrete person er. Det kan være, du i andet eller tredje led er forbundet med vedkommende på LinkedIn. Ring til dine kontakter og hør, hvad jobintervieweren er for en type, hvad laver han/hun laver i fritiden osv. De informationer kan du bruge, når du bliver bedt om at fortælle om dig selv, så du kan få jer til at ligne hinanden. Det handler ofte om at tænke kreativt. Spiller jobintervieweren f.eks. golf, og golf slet ikke interesserer dig, kan du hæve abstraktionsniveauet. Folk, der spiller golf, kan ofte lide at være ude i naturen. Så fortæller du, at du godt kan lide at være ude i naturen, og at du elsker sport, for golf er også en sport.
     
  • Kom til samtale som den første. Virksomhederne indkalder typisk mellem fire og otte kandidater til jobsamtale, og de samtaler vil de ofte have overstået på én gang. Her er det en fordel at være en af de første, der kommer til samtale. Den første kandidat er nemlig ofte sammenligningsgrundlaget for de næste. Hvis den første kandidat er god, skal de næste altså være endnu bedre. Siger den første kandidat noget klogt til samtalen, har intervieweren derudover en tendens til at omformulere det til spørgsmål til de senere kandidater. Så jo senere du kommer til samtale, jo flere svære spørgsmål er der risiko for at få. Endelig er det sværere at vække energi hos en jobinterviewer kl. 16 om eftermiddagen efter en hel dag med jobsamtaler. Du skal ganske enkelt gøre meget mere for, at samtalen bliver en god oplevelse for jobintervieweren. Bliver du tilbudt en tid til jobsamtale sidst på dagen, er det en god idé at bede om en anden tid. Også selvom det så bliver dagen efter de andre. Det er nemlig bedre at komme ind som den første på andendagen end som nummer fire på førstedagen.
     
  • Vær konkret. Til en jobsamtale aner jobintervieweren ikke, om det, du siger, er troværdigt. Det er nærmest umuligt for dem at tjekke op på i situationen. I stedet beder jobintervieweren ofte kandidaten om at komme med eksempler på noget af det, du siger. Derfor er det en god idé at forberede konkrete eksempler på det, I skal tale om. Med eksempler kommer du nemlig til at virke mere troværdig. Inden jobsamtalen er det en god idé at øve dig i at give gode eksempler på f.eks. arbejdssituationer, der minder om det, du skal lave i jobbet. For at hjælpe dig selv kan du inden jobsamtalen ringe og spørge ind til, hvad virksomheden lægger særlig vægt på, og hvad skal der til, for at man er en succes i jobbet. På den måde kan du få en idé om, hvad det er klogt at forberede eksempler om.
BRANCHENYT
Læs også