*

Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Danskerne er ikke helt med på deleøkonomien - derfor kigger startup mod udlandet

Andre markeder end de danske er mere modne, når det gælder deleøkonomi. Det har danske Deemly konstateret og derfor er strategien ændret.

Fem iværksættere har været med til at starte Deemly op. Her ses tre af dem. Fra venstre Jens Farvig Thomsen, Sara Green Brodersen og Peter Toft Jølving. Foto: Deemly

Egentlig ville Deemly satse på det danske marked til at starte med og derefter det skandinaviske. Det har dog vist sig, at Danmark ikke er det mest modne marked, når det gælder deleøkonomi, som er Deemlys forretningsområde.

Deemly, som gik i luften med en betaversion i juni, og som netop har lanceret en fuld version, sælger en samlet omdømme-score og ratingsystemer til deleøkonomiske platforme. Den samlede score gør, at man kan tage sit omdømme fra eksempelvis Airbnb og Gomore med sig over på andre platforme.

»Det har hele tiden været meningen, at vi skulle ud over Danmarks grænser, da Danmark er et forholdsvis lille land og lidt bagefter på hele deleøkonomibølgen i forhold til nogle af de omkringliggende lande. I betaperioden har vi lært, at der er nogle mere modne markeder uden for Danmark,« siger Sara Green Brodersen, som er adm. direktør i Deemly.

Sådan virker Deemly
  • Deemly samler bedømmelser fra deleøkonomiske platforme og giver en samlet score. Ud over at sælge den samlede Deemly-score sælger Deemly ratingsystemer, som eksempelvis nye platforme, der ikke har deres eget ratingsystem, kan benytte.
  • Deemly-scoren er en samlet score, men hvis man klikker ind på brugerens profil, kan man se, hvordan de forskellige scores ser ud på de enkelte platforme.
  • Deemlys rating går fra 1-100, og systemet konverterer andre siders smileyer, stjerner mv. Den samlede score er ikke et gennemsnit. Nyere scores vægter f.eks. mere end ældre scores.
  • Det vil aldrig være brugerne, der kommer til at betale for Deemlys produkter, men i stedet de øvrige platforme, som gør brug af produkterne.
  • Selvom platforme som Airbnb og Gomore ikke er kunder hos Deemly, anvender Deemly deres omdømme-data, da de offentlig tilgængelige.

Det er dog ikke, fordi det ikke er lykkedes at få danske platforme til at bruge Deemly, at horisonten er udvidet lidt hurtigere end forventet. Et par danske virksomheder har været tilknyttet Deemly under betaperioden, heriblandt Danrent, som er et slags Airbnb for sommerhusejere, men også virksomheder i Holland og USA har benyttet systemet.

I alt 11 virksomheder har prøvet Deemly, som nu er gået i gang med at lande nye aftaler, hvor kunderne betaler for produktet.

Især ét marked har Deemly øjnene på lige nu.

»Vi ved, at Storbritannien er ret langt fremme i forhold til, hvor mange brugere de deleøkonomiske platforme har, og der er positiv stemning fra regeringens side i forhold til at støtte de deleøkonomiske initiativer,« siger Sara Green Brodersen.

Pt. er der godt 500 brugere, der har oprettet sig hos Deemly for at få et samlet omdømme. Brugerne kommer ifølge Sara Green Brodersen typisk, når en platform anvender Deemlys score. Derfor ville det være drømmescenariet at lande en kunde som eksempelvis Airbnb.

»Det allerypperste mål ville være at få en kunde som Airbnb, fordi de når ud til så mange brugere, at vi med det samme ville blive et kendt brand,« siger hun.

Disse ratings samler Deemly
  • Trendsales
  • Upwork
  • Lær Noget Nyt
  • Ebay
  • Airbnb
  • Gomore
  • Yelp

Det er ikke lykkedes endnu at få de helt store og kendte kunder i hus.

»Lige nu skaber vi mest værdi for de små, fordi deres brugere også går op i omdømme, og derfor kan de hurtigere opnå vækst, når de kan trække på andre platformes omdømmer,« siger Sara Green Brodersen.

Læs også