*

Erhverv
MINE NYHEDER
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Annonce
0

Lego-kongen blev i snit 33 mio. kr. rigere hver dag i 2016

2016's første halvdel fik især Kjeld Kirk Kristiansens formue til at vokse. Kun otte europæere slog ham for året, viser opgørelse fra Bloomberg.

Kjeld Kirk Kristiansen, der er bestyrelsesformand i Kirkbi og tredje generation i Lego-familien, kunne se sin formue vokse markant i 2016.

Danmarks rigeste mand havde god grund til at hæve champagneglasset, da 2016 blev til 2017.

For Lego-kongen Kjeld Kirk Kristiansen blev ifølge tal fra Bloomberg, som Finans har trukket, lidt over 12 mia. kr. rigere i året, der netop er gået.

Prøv blot en gang at tygge lidt på det tal.

12 mia. kr. svarer til 33,1 mio. kr. om dagen, knap 1,4 mio. kr. i timen eller 23.000 kr. i minuttet i hele 2016.

Ifølge Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, er der to faktorer, som får Kjeld Kirk Kristiansens formue til at vokse. Legos indtjening og den globale fremgang på aktiemarkederne.

»I forhold til Kirk Kristiansen er situationen lidt speciel. Han har ingen værdiregulering på sine aktier i Lego udover egenkapitalens fremgang. Til gengæld går der så en meget betydelig del af årets resultat til hans formue, og det går jo ganske fremragende for Lego,« siger han med henvisning til, at Legos seneste regnskaber har budt på voksende omsætning og indtjening.

Nu anslås Kirk Kristiansens formue at være på over 70 mia. kr., og som Per Hansen er inde på, kommer størstedelen af hans formue fra Lego.

Herunder er Bloombergs opgørelse over, hvordan Kjeld Kirk Kristiansens formue fordeler sig i mia. kr.:

Lego54,7
Merlin Entertainment12,1
Andre aktiver8,5
ISS2,3
Skotske ejendomme0,4
NKT0,3
Matas0,3
Diverse gældsforpligtelser-5,8

I 2016's første seks måneder voksede Kjeld Kirk Kristiansens formue især hurtigt. Faktisk med omkring 20 mia. kr., hvorfor andet halvår bød på et mindre formuefald.

Lego meldte i april ud, at Kjeld Kirk Kristiansen overlod ansvaret for Lego-koncernen til sin søn Thomas Kirk Kristiansen. Dog blev det i samme ombæring gjort klart, at Kjeld Kirk Kristiansen fortsat vil være bestyrelsesformand i Kirkbi, der ejer 75 pct. af aktierne i Lego.

Samtidig har Kirkbi større aktieandele i de børsnoterede selskaber Merlin Entertainment, Matas, ISS og NKT. Det var dog kun sidstnævnte, der oplevede fremgang på aktiemarkedet i 2016.

»Som det har været tilfældet de tidligere år, danner Legos fremgang også grundlaget for formueudviklingen i Kirkbi,« siger Otto Friedrichsen, aktiestrateg i Formuepleje og forklarer desuden, at Kirkbis andre investeringer nok har kunnet generere en fornuftig værdiforøgelse i 2016.

Kjeld Kirk Kristiansen placerede sig på en 64. plads i 2016 på Bloombergs liste over verdens 200 rigeste personer. Kun otte europæere havde et bedre år end Lego-kongen, hvoraf én af dem var Ikea-grundlæggeren Ingvar Kamprad, hvis formue voksede med 20 mia. kr. i 2016.

Andre skandinaviske rigmænd som H&M-ejeren, svenske Stefan Persson, og den norske olie- og rederimilliardær John Frederiksen havde et skidt år, hvor formuen faldt markant i værdi.

Den rigmand, der oplevede mest fremgang i formuen i 2016, var investeringslegenden Warren Buffett, som kunne sætte knap 77 mia. kr. ind på kontoen i løbet af året. Han styrer konglomeratet Berkshire Hathaway, hvis aktiekurs tog sig et godt nøk op ad i 2016. Derudover ejer Buffett og Berkshire Hathaway aktier i en lang række andre selskaber.

Læs også