Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Nu kan man låne penge helt uden at få tjekket økonomien

Lendino tilbyder nu et nyt lån, hvor virksomheder og foreninger ikke skal kreditvurderes.

Virksomheder og foreninger kan nu låne penge gennem Lendino uden kreditvurdering. Foto: Colourbox

De senere år har markedet for alternative veje til at låne penge så småt åbnet sig. Nu lancerer låneportalen Lendino endnu en vej til lån. Det nye lån, der især henvender sig til iværksættere og foreninger, kalder Lendino for netværkslån.

Idéen er, at det er iværksætternes familie og venner eller foreningernes medlemmer og lokalområde, der gennem det nye lån skal give virksomheder og foreninger den kapital, de har behov for. Lendino skal blot være platform for lånene.

Idéen fik Lendino fra Jystrup Brugsforening, der henvendte sig til Lendino for at låne penge. Men brugsforeningen ville i modsætning til de andre virksomheder, Lendino hjælper med lån, ikke have hjælp til at finde långiverne.

»De ville låne penge af deres egne kunder, fordi de mente, at de på den måde får et loyalitetsforhold til kunderne. Vi synes, det er en ret god idé at tage fat i sit eget netværk eller kunder og låne i en lille, lukket kreds,« siger Esben Bistrup Halvorsen, der er direktør i Lendino.

Som noget helt særligt skal de virksomheder og foreninger, der tager netværkslånene ikke kreditvurderes.

»Når man holder sig til sit eget netværk, kender netværket virksomheden eller foreningen og kan bedømme, om de vil låne penge ud. I nogle tilfælde er netværket bedre til at kreditvurdere, end vi er. Derudover behøver du måske ikke være så kreditværdig, hvis tante Ruth skal låne til dig. Hun gør det også, fordi hun godt kan lide dig og gerne vil støtte dit projekt,« siger Esben Bistrup Halvorsen.

Uden kreditvurdering risikerer man så ikke, at folk løber en større risiko, end de egentlig troede, de gjorde?

»Jo, det kan man godt sige. Men det kan foreningerne også gøre i dag. De kan sagtens gå ud i lokalområdet og hænge bannere op og spørge, om folk vil låne dem penge. Vi giver dem et værktøj til at gøre det,« siger Esben Bistrup Halvorsen.

I dag er det ikke usædvanligt, at nystartede virksomheder går til venner og familie for at låne penge. 84 pct. af de små og mellemstore virksomheder bruger familie og venner til alternativ finansiering, viser en undersøgelse fra Danske Revisorer.

»Traditionelt går man så til en advokat og får lavet et gældsbrev, men det er dyrt og besværligt. Vores tanke er at sætte det i system, så man opretter et lån selv, selv bestemmer renten og udbyder det til dem, man har lyst til,« siger Esben Bistrup Halvorsen.

BRANCHENYT
Læs også