*

Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Prisen for at få DR-boss på arbejde: 1 mio. kr. på tre år

Ulrik Haagerup har de seneste tre år kørt 736 taxature og fløjet for over 750.000 kr. på DR's regning.

Ulrik Haagerup, nyhedsdirektør i DR, har haft 61 hotelovernatninger i København i forbindelse med sit arbejde fra 2014 til 2016. 60 af overnatningerne er foregået på firestjernede hoteller. Foto: Mik Eskestad

DR har de seneste tre år brugt næsten et millionbeløb på, at statsmediets nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, bor i østjyske Ry, men arbejder i København.

Det viser en række udgiftsbilag for fly, taxa, tog, bilkørsel, parkering og hotel i årene 2014, 2015 og 2016, som Finans har fået aktindsigt i.

DR har en aftale med Ulrik Haagerup om at betale for hans omkostninger, når han arbejder i DR Byen i København. De seneste tre år har det samlet kostet DR 986.343 kr. Det svarer til omkring 27.400 kr. - hver måned.

Det kommer oveni Ulrik Haagerups årlige bruttoløn med pension på knap to mio. kr.

Ifølge Bent Greve, arbejdsmarkedsforsker på RUC, er det ikke normal praksis, at det offentlige skal betale for en medarbejders pendling mellem arbejde og bopæl.

»Det er ikke en fornuftig anvendelse af offentlige midler, da det normalt i den offentlige sektor i forhold til faste job er institutionen uvedkommende, hvor vedkommende bor. Den normale antagelse er, at transport m.v. til og fra arbejde betales af den ansatte selv,« skriver han i en mail til Finans.

DR's udgifter til Ulrik Haagerup i forbindelse med hans arbejde i København:

 2014 i kr.2015 i kr.2016 i kr.I alt over de tre år i kr.
Fly287.228315.936149.439752.603
Taxa42.461,9433.567,6235.317,32111.346,88
Tog*6261.2482.141,74.015,7
Parkering*12.338,9914.932,58.588,8835.860,37
Kørsel***7.9524.7723.11615.840
Hotel**19.886,926.73920.05166.676,9
I alt362.541,83392.423,12215.537,9986.342,85

*Udgifterne til tog og parkering er ikke nødvendigvis alle gået til Ulrik Haagerups ture til og fra arbejde i København, da DR ikke har kunnet lave denne sondring i det tilgængelige datamateriale. Tog og parkeringsudgifterne er derfor opgjort som DR's samlede udgifter til ham i årene 2014, 2015 og 2016.

**DR får fradrag for momsen på hotelophold.

***Ulrik Haagerup får ikke kørslen betalt mellem hjemmet og diverse lufthavne i Jylland. Han har dog kørt til og fra DR Byen enkelte gange og har derfor fået kørselsgodtgørelse i årene 2014 til 2016.

Kilde: Udgiftsbilag fra DR, som Finans har fået aktindsigt i

Flyudgifterne er den post i Ulrik Haagerups "pendlerordning", der har kostet flest licenskroner de seneste tre år. I alt er der brugt over 750.000 kr. på at få Ulrik Haagerup fløjet over Storebælt fra 2014 til 2016.

I juni 2015 overgik Ulrik Haagerup til en abonnementsordning med ubegrænset flyvning i ét år mellem Tirstrup og Kastrup, frem for at DR betalte, hver gang han hoppede på et fly. Abonnementsordningen kostede 152.600 kr. i 2015 og 147.560 kr. i 2016.

Over den tre-årige periode har Ulrik Haagerup desuden taget en taxa 736 gange på DR's regning alene i forbindelse med arbejdet i København.

Nogle gange overnatter Ulrik Haagerup i København i stedet for at tage tilbage til hjemmet i Ry. Fra 2014 til 2016 er det blevet til 61 hotelovernatninger i København for Haagerup, hvoraf 60 af overnatningerne er foregået på firestjernede hoteller ifølge de udgiftsbilag, Finans har fået aktindsigt i.

Blå bog
  • Navn: Ulrik Haagerup
  • Alder: 53 år
  • Stilling: Nyhedsdirektør på DR
  • Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1986
  • Var i en lang årrække ansat på Jyllands-Posten, hvor han nåede at blive chefredaktør
  • Fra 2002 til 2007 var han chefredaktør på Nordjyske Medier
  • I 2007 blev han chef for DR's nyhedsredaktioner
  • Modtog Cavlingprisen i 1990

Gennemsnitligt har hver overnatning kostet 1.060 kr. Størstedelen af overnatningerne er sket på designhotellet Bella Sky.

Men også First Hotel Twentyseven, Babette Guldsmeden, Radisson Blu Scandinavia, Tivoli Hotel & Congress Center og Hotel Alexandra har været brugt af DR's nyhedsdirektør.

Den dyreste hotelovernatning for Ulrik Haagerup fandt sted i maj 2014. Her kostede et enkelt ophold hos Bella Sky 2.190 kr., mens et endags-ophold kort tid efter hos First Hotel Twentyseven nåede en pris på 1.675 kr. I september 2014 havde Ulrik Haagerup også en overnatning hos Babette Guldsmeden til over 1.600 kr.

Spørger man Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring og ekspert i offentlig forvaltning på Aalborg Universitet, er DR's samlede udgifter til Ulrik Haagerup de seneste tre år store, når »det hele tælles sammen«, og derfor kan kan det godt opfattes som »ufornuftigt«, som han siger det.

»Man skal vurdere, om det giver mening at bruge penge i det omfang på sådanne udgifter. I dette tilfælde består den ledelsesmæssige fornuft i, om DR mener, Ulrik Haagerup er så dygtig, at den kan forsvare at bruge så mange penge på ham, eller om man kan finde en ligeså kvalificeret nyhedsdirektør til færre penge,« siger Per Nikolaj Bukh.

I januar har Ulrik Haagerup i flere omgange været i orkanens øje.

Først skulle han forklare det statsejede medies ageren i den såkaldte hestesag. Altså sagen om, at DR har betalt for, at korrespondenten Johannes Langkildes kone kunne få fragtet sin hest til USA.

Siden beskrev netmediet Journalista tirsdag, at Ulrik Haagerup beholder bonuspointene til privat brug, når han flyver på DR's regning. Samme dag som Journalistas afsløring offentliggjorde DR nye retningslinjer for de ansattes rejser, herunder bonuspoint, køb af flyrejser og hotelovernatninger, fordi DR »for tiden oplever stor opmærksomhed omkring alle udgifter«, som DR's økonomichef, Niels Ammitzbøll, formulerer det.

Finans har forsøgt at få en kommentar fra Ulrik Haagerup selv, men Niels Ammitzbøll svarer på vegne af både Ulrik Haagerup og DR. Niels Ammitzbøll har ikke ønsket at stille op til et mundtligt interview, men har i stedet givet Finans skriftlige svar.

Han forklarer, at transportudgifterne til Ulrik Haagerup er en del af den samlede aftale, DR indgik i 2007 ved ansættelsen af nyhedsdirektøren.

»Også dengang var han bosat i Ry med sin familie, men man vurderede, at det var vigtigere at finde den rette kandidat end at finde én, der kom fra København. Og det hører også med til historien, at vi siden har lavet en abonnementsaftale, som har nedbragt de omkostninger, som er forbundet med transporten markant,« skriver Niels Ammitzbøll med henvisning til flyudgifterne.

Ifølge DR's forhenværende retningslinjer, der blev ændret i tirsdags, måtte ansatte enkeltovernatte for op til 1.200 kr. på hotel. Den beløbsgrænse har Ulrik Haagerup overskredet fire gange de seneste tre år. Én gang er han blevet trukket i løn, viser de hotelbilag, Finans har modtaget.

Årsagen til, at der kun er blevet trukket penge på ét hotelbilag frem for fire, er at der er lavet manuelle »omkonteringsblanketter«, forklarer Niels Ammitzbøll.

»Fire gange i løbet af de seneste tre år har beløbet på fakturaen ligget over DR's interne retningslinjer. Der er derfor løbende foretaget tilsvarende løntræk, således at differencen til fulde er betalt af nyhedsdirektøren selv,« skriver han.

DR's nye retningslinjer betyder, at beløbsgrænsen for hotelovernatninger er sat ned til omkring 1.000 kr., ligesom bonuspoint opnået ved flyrejser ikke længere kan bruges privat. 

Læs også