*

Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Kunde købte ny iPhone, men fik en brugt: Nu nægter Phonetrade at betale pengene tilbage

Virksomheder må ikke sælge brugte telefoner som nye til forbrugerne, fastslår Forbrugerklagenævnet.

Virksomheden Phonetrade sendte en brugt telefon til en kunde, der havde bestilt en helt ny telefonen. Det må man ikke, fastslår Forbrugerklagenævnet. Foto: Lasse Kofod

Webshoppen Phonetrade er havnet på Forbrugerklagenævnets sorte liste over virksomheder, der ikke følger de afgørelser, som Forbrugerklagernævnet laver.

Phonetrade nægter nemlig at betale en kunde penge tilbage for den iPhone 6, kunden købte ved Phonetrade.

På kundens ordrebekræftelse stod der, at iPhonen var »helt ny.« Men da kunden pakkede den op, lå telefonen ikke i den oprindelige æske, og de beskyttelsesfolier, der normalt sidder på både front og bagside af nye telefoner, var allerede fjernet.

Kunden bad derfor Phonetrade om at få pengene tilbage. Da Phonetrade nægtede, henvendte kunden sig i stedet til Forbrugerklagenævnet.

Forbrugerklagenævnet afgjorde, at betegnelsen »helt ny« på kundens ordrebekræftelse skulle forstås sådan, at telefonen var fabriksny, og at kunden derfor kan forvente en fabriksny telefon. Derfor skal kunden have i alt 5.399 kr. tilbage fra Phonetrade, der også skal betale 8.300 kr. til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der står bag Forbrugerklagenævnet, for sagsomkostninger.

Men den afgørelse har Phonetrade altså afvist at følge, og derfor er Phonetrade endnu en gang havnet på siden Firmatjek.

Phonetrade ligger nemlig allerede på Firmatjek med en sag, der drejer sig om en kunde, der købte en iPhone 4, der gik i stykker efter syv dages brug. Kunden forlangte derfor pengene retur, men heller ikke her, ville Phonetrade refundere pengene.

Virksomheder, der ikke følger afgørelser fra Forbrugerklagenævnet, havner på Firmatjek. Sagerne ligger på listen i ét år, hvorefter de automatisk bliver slettet. Vælger virksomheden at følge afgørelsen, efter sagen er optaget på Firmatjek, sletter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen sagen med det samme. I øjeblikket står der 30 virksomheder på Firmatjek.

Når en forbruger har Forbrugerklagenævnets ord for, at en virksomhed har handlet ulovligt, kan forbrugeren, hvis virksomheden ikke reagerer på afgørelsen, gå direkte til fogedretten og få sine penge.

Hvis virksomheden derimod protesterer over afgørelsen, kan forbrugeren tage sagen til domstolene. Her betaler Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen sagsomkostningerne for forbrugeren.

Phonetrade har ikke svaret på Finans' telefoniske henvendelser, men skriver i en mail:

»Det gør vi ikke (følger Forbrugerklagenævnets afgørelse, red.), fordi vi er uenige. Forbrugerklagenævnet er ikke en domstol. Deres afgørelser er vejledende og ikke endegyldige. Hvis vi mente, at processen var saglig og afgørelserne fair, så havde vi naturligvis efterlevet dem, men det er desværre ikke tilfældet.«

Læs også