*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
0

Obligationer middag: Markedet ser frem mod valutareserve

Det danske obligationsmarked er tirsdag middag stort set uændret, mens investorerne afventer en opgørelse for den danske valutareserve og en række nøgletal fra USA senere på ugen.

Investor

Den toneangivende tiårige danske statsobligation ligger med en rente på 0,86 pct., hvilket er 1 basispoint lavere end mandag, hvor den faldt 4 basispoint i forhold til slutniveauet onsdag før nytår. Også i det øvrige Europa peger rentepilen let nedad.

- Jeg ser især frem mod de amerikanske nøgletal, der kommer senere på ugen. Det gælder især arbejdsmarkedstallene, siger Jacob Graven, cheføkonom i Sydbank, til Ritzau Finans.

Onsdag kommer der en hel stribe nøgletal fra den anden side af Atlanten. Det gælder blandt andet ADP-jobtallene, der er forløberen for fredagens amerikanske arbejdsmarkedsrapport.

Fra den hjemlige front kommer der klokken 16 tirsdag tal for valutareserven i december.

- De kan få betydning for, om Nationalbanken vil sætte renten op - måske allerede i den her uge. Vi forventer, at der vil være et betydeligt dræn på valutareserven for december måned. Viser tallene noget meget overraskende, såsom at der stort set ikke er blevet interveneret fra Nationalbanken, kan det godt trykke de danske renter en lille smule op, vurderer Jacob Graven.

Nationalbanken har formentlig støtteopkøbet omkring 30 mia. kr. i december, vurderer Sydbank og dermed vil næsten hele puklen på 275 mia. kr. udenlandsk valuta, som Nationalbanken købte under kronekrisen i begyndelsen af sidste år, være hældt ud igen, på trods af at rentespændet til eurozonen blev indsnævret med en rentenedsættelse fra Den Europæiske Centralbank den 3. december.

- Viser tallene, at der er blevet interveneret massivt, så forventer jeg, at der kan komme en renteforhøjelse i Danmark allerede på torsdag på omkring 10 basispoint på indlånsrenten fra minus 0,75 til minus 0,65 pct. Det er dog langt hen ad vejen regnet ind af det danske obligationsmarked, at der kommer en lille renteforhøjelse i den kommende tid, siger Jacob Graven.

Klokken 11 tirsdag kom der data for forbrugerpriserne i eurozonen. De steg med 0,2 pct. i december i forhold til den tilsvarende måned året før. Konsensus ifølge data indsamlet af Bloomberg var en stigningstakt på 0,3 pct.

- Inflationstallene var måske lidt til den lave side, men det betyder ikke så meget her og nu, efter at ECB var på banen i starten af december. Derfor er det meget sandsynligt, at ECB nu lige vil se tiden an, siger Jacob Graven.

Læs også
Annonce
Annonce