*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
0

Torsdagens aktier: Pandora undgik kinesisk krisestemning

Investor

Mens Carlsberg, GN Store Nord og Jyske Bank balancerede på kanten holdt Pandora sig tappert fri af torsdagens negative markedsudvikling, hvor aktier kloden rundt - også i København - lod sig overrumple af kinesisk krisestemning.

Det toneangivende kinesiske CSI 300-indeks indledte dagen med er styrtdyk på 7 pct. som udløste stop for aktiehandlen efter mindre end en halv times trængsler, og uroen forplantede sig til fald i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks på 1,9 pct. ved dansk lukketid, mens det hjemlige C20 Cap-indeks sluttede dagen i 1011,04 - svarende til et fald på 1,3 pct. i forhold til onsdagens slutniveau.

I indeksets top og med klar distance til de øvrige eliteaktier sluttede Pandora, der torsdag holdt kapitalmarkedsdag, 4,5 pct. højere i 899,50. Næstbedste aktie i klassen, GN Store Nord, klarede sig i land med et plus på 1,7 pct. til 127,20 kr. Carlsberg faldt, da det kom til stykket 0,1 pct. til 597 kr., mens Jyske Bank reddede sig en stigning på 0,3 pct. til 306,20 kr. De resterende aktier bukkede under for den kinesiske misstemning.

Den kan måske blive lidt mildere i de kommende dage, efter at kineserne torsdag eftermiddag besluttede at fjerne den regel, "cercuit breaker", der stopper handlen ved store kursskred.

- Den finansielle uro fortsatte i dagens marked. Men nu fjerner de den der "curcuit breaker" og skal markedet stige på det? Jeg tror, at man fjerner usikkerheden om, hvad der sker i markedet, og det er fornuftigt nok, siger afdelingsdirektør i Sydbank Ole Kjær Jensen i en kommentar til torsdagens aktiemarked.

- Men ellers det jo det samme, der gør sig gældende: Et fald i yuan, som skaber usikkerhed om kinesisk økonomi, og det påvirker hele markedet med voldsomt faldende råvare- og energipriser. Det giver hug hele vejen igennem, tilføjer han.

Midt i den generelle misstemning var der positive selskabsspecifikke nyheder for ikke mindst Pandora, der holdt kapitalmarkedsdag i Bangkok, men som allerede onsdag aften havde pyntet op med positive, foreløbige regnskabstal. De viste at, at omsætningen sidste år steg med 40 pct. til 16,7 mia. kr. Smykkekoncernens forventninger lød på et salg over 16 mia. kr.

Høreapparatselskaberne GN Store Nord og William Demant meddelte sent på eftermiddagen, at de har indgået forlig om alle patenttvister. Det betyder, at alle patentsager både i Europa, inklusive Danmark, og i Nordamerika annulleres med øjeblikkelig virkning. Meddelelsen gav GN Store Nord adgang til plussiden i C20-indekset, mens WDH måtte tage til takke med et fald på 0,4 pct. til 650 kr.

Torsdagen bød på en ikke helt uventet renteforhøjelse fra Nationalbanken, der løftede renten for indskudsbeviser med 10 basispoint til minus 0,65 pct. Meddelelsen er positiv for bankerne og ifølge Ole Kjær Jensen anledningen til, at Jyske Bank-aktien kom på grønne side af indekset.

Danske Bank og Nordea faldt henholdsvis 1,1 pct. til 185,30 kr. og 0,9 pct. til 72,55 kr.

I bunden af indekset sluttede Mærsk med et fald på 4,0 pct. til 8435 kr. for B-aktien.

- Der er Kina, og det er olie, der presser. Det er deres to store ben, konstaterer Ole Kjær Jensen.

Fra analytikerne var der torsdag godt nyt til Carlsberg. Société Générale løftede anbefalingen af bryggeriaktien til "køb" fra "sælg".

William Demant fik løftet sit kursmål til 555 kr. fra 499 kr. hos den britiske storbank Barclays. Anbefalingen er ”ligevægt”.

Vestas og Novo Nordisk fik begge fået løftet kursmålene hos Goldman Sachs. Den amerikanske storbanks kursmål for Vestas er nu 600 kr. mod tidligere 540 kr., mens Novos kursmål er løftet til 465 kr. fra 420 kr. Vestas-aktien faldt 2,2 pct. til 459,30 kr. og Novo Nordisk faldt 2,8 pct. til 387,50 kr.

Uden for C20 steg ALK-Abelló 6,0 pct. til 935 kr. Allergivaccineselskabet kom bedre ud af 2015 end ventet, fordi konkurrenten Stallergenes i starten af december fik et pålæg fra de franske myndigheder om midlertidigt at indstille produktion og distribution fra selskabets fabrik i Antony.

Modsat faldt SAS-aktien 8,6 pct. til 22,30 kr. De to lavpriskonkurrenter Ryanair og Easyjet kom torsdag morgen med passagerstatistik for december. Ryanair har som det første luftfartsselskab nogensinde fløjet med mere end 100 mio. passagerer på et enkelt år. Easyjet øgede passagertallet til godt 4,8 mio. i december.

Siden børsåbningen har Chemometec, der laver analyseinstrumenter til tælling og analyse af celler, endnu engang opjusteret sine forventninger. Alligevel faldt aktien 2,4 pct. til 44,90 kr.

Ambu fornyer en treårig kontrakt med den amerikanske indkøbsorganisation Healthtrust om levering af hospitalsudstyr, men aktien faldt 1,7 pct. til 199 kr.

Omvendt steg entreprenør-aktien i Per Aarsleff 2,0 pct. til 2072 kr. Selskabet oplyste, at overtagelsen af fynske Hansson & Knudsen nu er godkendt af konkurrencemyndighederne.

Læs også
Annonce
Annonce