*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
0

1 billion dollars er forsvundet fra USA's aktiemarked i 2016

En yderst hård start på 2016 for det amerikanske aktiemarked på Wall Street er skyld i tab på hele 1 billion dollars indtil nu.

Investor
Wall Street har fået en katastrofal start på 2016. Foto: AP Photo/Richard Drew

Wall Street har fået en katastrofal start på 2016, hvor omkring 1 billion amerikanske dollars er forsvundet fra USA’s aktiemarked. Da det amerikanske aktiemarked lukkede i fredags, stod det klart, at denne uge går over i historien. Aldrig har det amerikanske aktiemarked fået så dårlig en begyndelse på et år, som den har i uge 1 i år.

Det skriver CNN Money.

De markante tab udløser ikke kun skuffede miner hos investorerne, men styrker frygten på de finansielle markeder efter Kinas økonomiske opbremsning og oliepriser, der skubbes længere og længere ned.  

De toneangivende amerikanske aktieindeks Dow Jones og S&P 500 har fra årsskiftet fået den værste start på et handelsår med rekord i sidste uge. Også det teknologitunge indeks Nasdaq, der var stjernen i 2015, har fået en dårlig start på 2016.

Et godt billede på, hvor enorme tabene har været på det amerikanske aktiemarked i år, er, at det kan sammenlignes med, at man slettede flere af de største tech-virksomheder helt fra aktiemarkedet. Et farvel til både Google, Facebook, Intel, Netflix og Yahoo ville samlet svare til Wall Streets enorme kursfald.

Den gode nyhed for investorerne er, at de amerikanske aktiemarkeder har stabiliseret lidt i denne uge, hvor turbulensen i Kina har stilnet lidt.

»Risikoen for en fuldstændigt bear market (et marked, der er mere end 20 pct. fra toppen red.) er fortsat lav uden en recession, hvilket vores økonomer ser som usandsynligt,« skriver aktiestrateg Savita Subramanian fra Bank of America Merrill Lynch US i en rapport.

Men Subramanian pointerer, at »noget kortsigtede forsigtighed er berettiget, indtil væksten i indtjeningen forbedres.«

Læs også
Annonce