*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Europa/aktier: Optimismen visner efter amerikansk nedtur

Investor

En kortvarig opblomstring på aktiemarkederne onsdag visnede hurtigt i den nervøse amerikanske handel, og torsdag middag forplanter misstemningen igen hele vejen ned gennem de europæiske aktieindeks.

Rødt i rødt presses det fælleseuropæiske brede Stoxx 600 indeks 3,0 pct. ned i 316, og alle 10 underindeks falder med indekset for langvarige forbrugsgoder som det mest pessimistiske med et fald på 4,3 pct.

I London falder FTSE 100-indekset 2,0 pct., i Frankfurt mister DAX-indekset 3,0 pct. og i Paris koster tilbagegangen CAC 40-indekset et fald på 3,1 pct.

Oven i de generelle ærgrelser har britiske Restaurant Group, der især kendes fra lufthavnene, torsdag fremlagt en salgsopdatering, der udtrykker bekymring for udvikling forbrugsudviklingen og større forsigtighed i forventningerne til 2016 end tidligere. Usikkerheden trykker aktien til bunds i Stoxx-indekset med et fald på 14,4 pct.

Næstdårligst klarer franske Renault sig med et fald på 9,0 pct. efter offentliggørelsen af faldende bilsalg og oplysninger om, at bilkoncernens kontorer i flere byer i sidste uge havde været udsat for ransagning af franske myndigheder i forlængelse af den skandalesag om partikeludledning, der har ramt tyske Volkswagen.

På plussiden i det europæiske indeks er der stigning på 7,4 pct. til Lundin Petroleum, efter at norske Statoil har købt 12 pct. af det svenske selskab for 4,6 mia. svenske kr. Hos Credit Suisse spekuleres der ifølge Bloomberg News i, om opkøbet måske er begyndelsen på en fuldstændig overtagelse af Lundin. Statoil har selv meldt ud, at det ikke vil købe yderligere op. Aktien falder 2,1 pct.

Også den britiske supermarkedskæde Tesco har fremlagt salgsopdatering. Men her med positiv effekt. Julehandlen udviklede sig bedre end ventet, og kæden kan melde om salgsvækst på 0,4 pct. Aktien stiger 4,4 pct.

Danske Chr. Hansen får også plads i toppen af Stoxx-indekset med en stigning på 1,3 pct. efter offentliggørelse af et positivt regnskab torsdag morgen suppleret med oplysninger om virksomhedsopkøb allerede onsdag aften.

Læs også
Annonce