*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Markedsoversigt: Sur dag for aktier mens renten rutsjede retur

Investor

Et positivt regnskab fra ingredienskoncernen Chr. Hansen sikrede en smule sødestof i torsdagens overvejende syrlige aktiemarked med afsmag fra en bitter stemning i den globale aktiehandel.

Ingrediensaktien holdt sig dagen igennem på plussiden og sluttede med en stigning på 2,1 pct. til 423,60 kr.

De øvrige C20-aktier lukke i rødt, og eliteindekset sluttede i 978,43 efter et fald på 1,3 pct. og understregede dermed, at C20 ved indgangen til 2016 gennemlever den værste handelsstart i C20-indeksets historie.

- Det er ikke den mest opløftende dag. Det var ikke lige den start, vi havde regnet med, og det er godt nok nogle ordentlig hug, vi får, konstaterer afdelingsdirektør i Sydbank Ole Kjær Jensen i en kommentar til torsdagens aktiemarked.

Usikkerhed om global vækst og forud for den amerikanske regnskabssæson om den kinesisk økonomi og fald i oliepriserne er vilkår, markederne lider under. Der bliver solgt ud, mener Ole Kjær Jensen.

- Nogle spekulerer lidt i, om Saudi-Arabien, der jo ikke kan få det til at hænge sammen med de lave oliepriser, er begyndet at sælge ud af aktiver, her under aktier, funderer Ole Kjær Jensen.

Men Chr. Hansen undgår torsdag altså nedturen, konstaterer han.

Ingredienskoncernen offentliggjorde torsdag morgen sit regnskab for første kvartal og opjusterede i den anledning forventningerne til 2015/16. Koncernen venter nu en organisk salgsvækst på 9-11 pct. mod tidligere 8-10 pct.

Men allerede onsdag aften placerede koncernen sig i rampelyset med en meddelelse om et opkøb af amerikanske NPC Physiology Holding og Guardian Food for 185 mio. dollar, eller næsten 1,3 mia. kr.

En tiltagende negativ stemning i aktiemarkedet trak ved middagstid det europæiske renteniveau en kende ned. Men oven på eftermiddagens åbning af den amerikanske handel bredte en mildere stemning sig over for aktierne, og renterne vendte tilbage til der, hvor de kom fra.

Ved dansk lukketid lå renten på den tiårige toneangivende danske statsobligation i 0,84 pct., eller uændret i forhold til onsdagens lukkeniveau, men 3 basispoint højere end ved middagstid torsdag.

Tilsvarende bevægelser sås på de store markeder i Frankrig og Tyskland, hvor renterne steg 1-2 basispoint, mens renten i London lå små 2 basispoint lavere ved danske lukketid.

I Spanien blev et rentefald på 1 basispoint efter auktion af statspapirer for 4,3 mio. euro ændret til en stigning på 1 basispoint.

I USA faldt renten på den toneangivende T-bond små 2 basispoint, mens det brede aktieindeks S&P 500 kravlede 1,2 pct. opad efter onsdagens fald på 2,5 pct.

Torsdag eftermiddag fik markedet det klassiske torsdagstal for nytilmeldte ledige amerikanere i sidste uge. Nøgletallet viste en tilgang på 284.000 ledige, mens der var ventet 275.000.

Læs også
Annonce
Annonce