*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Obligationer: Renteretræte i ly for røde aktier

De danske statsrenter siver en smule fredag morgen, hvor stemningen omkring aktierne igen ser ud til at være til den negative side.

Investor

Renten på den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme falder med 2 basispoint til 0,82 pct., efter at renten endte uændret i torsdagens handel.

Renterne startede også med at dykke torsdag i takt med tunge fald på aktiemarkederne, men i løbet af eftermiddagen rettede billedet sig igen op, da der sneg sig mere optimisme ind på aktiemarkedet igen, efterhånden som oliepriserne steg en smule.

I USA steg aktierne pænt i torsdagens handel, der var præget af stigende oliepriser, men fredag morgen bakker futures for de tre tunge indeks på den vestlige side af Atlanten igen, efter at olieprisen igen er vendt rundt, og at der er landet et sæt skuffende udlånstal fra Kina.

Frygten for en skarp vækstopbremsning i verdens næststørste økonomi har fortsat markedet i et jerngreb, og den fortsat store volatilitet kan meget vel betyde snarlige lempelser i Kina, vurderer Henrik Drusebjerg, der er chefstrateg hos Carnegie.

- Med den seneste uges begivenheder og den kraftige reaktion på kinesiske aktier er sandsynligheden for, at de kinesiske myndigheder vil annoncere yderligere stimulative tiltag i løbet af weekenden, steget betydeligt, skriver han i en morgenkommentar fredag.

Fra nøgletalsfronten er dagens tungeste begivenhed en opgørelse af det amerikanske detailsalg for december. Her venter økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News et fald på 0,1 pct. på månedsbasis. Renset for bil- og benzinsalget er forventningen et løft i salget på 0,2 pct. på månedsbasis.

Derudover venter også en opgørelse af Empire Manufacturing-indekset for januar, hvor indekset ifølge økonomerne vil stige til minus 4,00 fra minus 4,59.

Senere på eftermiddagen præsenteres der desuden en statistik over den amerikanske industriproduktion i december. Økonomerne venter ifølge Bloomberg News, at produktionen faldt med 0,2 pct. på månedsbasis i julemåneden.

Nøgletalsdagen rundes af med en opgørelse af tillidsindekset fra University of Michigan for januar samt forretningslagrene i november.

Læs også
Annonce
Annonce