*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
0

USA/åbning: Wall Street åbner slemt negativt

De amerikanske aktier er kommet skidt fra start.

Investor
En børsmægler på børsen i New York. Foto: Richard Drew/AP

Efter at der er skudt til start på fredagens amerikanske aktiehandel er der rødt og negativ stemning, så langt øjet rækker. Det var også ventet op til åbningen, hvor futures havde indikeret indeksfald på mellem 1,8 og 2,0 pct.

Kort efter handelsstart falder S&P-indekset 2,0 pct., mens Dow Jones-indekset går tilbage med 2,1 pct. For Nasdaq-indekset kan dykket gøres op til 2,7 pct.

De amerikanske aktiemarkeder følger dermed op på den negative tendens, der har gjort sig gældende på det asiatiske og europæiske kontinent tidligere på fredagen. Også på disse aktiemarkeder har stemningen ført til brede indeksfald, og fredag eftermiddag ligger de europæiske aktiemarkeder ligesom de amerikanske fortsat i rødt.

Årsagen til den øjeblikkelige udvikling skyldes kort sagt bekymring for den kinesiske økonomi, der ikke længere ser ud til at have den vækstmotor, som ellers tidligere har kendetegnet landet. Og for det andet fortsætter oliepriserne med at falde til nye lavpunkter, der ikke er set længe.

De lave oliepriser er desuden med til at presse energiselskaber som Williams Companies Inc. og Marathon Oil Corp., der falder henholdsvis 12,9 pct. til 15,94 dollar og 9,8 pct. til 8,18 dollar i fredagens amerikanske handel.

På den amerikanske selskabsside er der også fokus på en del af de virksomheder, der har taget hul på regnskabssæsonen og allerede har aflagt kvartalstal. Blandt dem har Blackrock, der er verdens største kapitalforvalter, haft en mindre tilbagegang på bundlinjen i fjerde kvartal, men har alligevel besluttet at øge udlodningen til aktionærerne.

Blackrock havde i fjerde kvartal 2015 en indtjening på 801 mio. dollar på bundlinjen, hvilket var 20 mio. dollar mindre end i den tilsvarende periode af 2014. Overskuddet per aktie var på 4,75 dollar, mens analytikerne ifølge data indsamlet af Bloomberg havde ventet et overskud på 4,80 dollar. Blackrock er startet 3,4 pct. lavere i 298,46 dollar.

Også en række banker har afleveret kvartalsnyt, heriblandt Wells Fargo og Citigroup. For førstnævnte viste regnskabet for fjerde kvartal en indtjening på linje med forventningerne. Resultatet per aktie landede på 1,03 dollar mod ventet 1,02 dollar ifølge Bloomberg News.

Hvad angår Citigroup, fik banken i fjerde kvartal en justeret indtjening per aktie på 1,06 dollar. Til sammenligning estimerede analytikerne en indtjening per aktie på 1,05 dollar.

Efter regnskaberne får bankerne bank af investorerne, idet Wells Fargo falder 3,9 pct. til 48,65 dollar, mens Citigroup dykker 4,0 pct. til 43,38 dollar.

Læs også
Annonce