*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Europæiske aktier er i bear-marked

Udsigten ud over de europæiske aktiemarkeder er uskøn, men Nordea tror stadig på aktier.

Investor
Der er travlhed blandt investorerne, og salgsknappen er varmest. Foto: Thomas Borberg

På blot ni måneder er det brede europæiske aktieindeks Stoxx 600 faldet med 20 pct.

Dermed er de europæiske aktiemarkeder officielt trådt ind i det, man i investorkredse kalder et bear market. Et marked med pessimistiske investorer, udbredt nervøsitet og glødende salgsknapper.

Den 16. april var indekset i kurs 414, 31 - det højeste nogensinde - og da aktiemarkederne lukkede fredag skete det i kurs 329,84. Et fald på 20,39 pct.

Spørgsmålet er, hvad man skal lægge i, at de europæiske aktier er havnet i bear market.

»De 20 pct. er bare et tal. Men det er selvfølgelig et udtryk for, at det har været rimelig hektisk over den seneste periode,« siger Nordea Bank AB s aktiestrateg, Michael Borre.

Et 2016 med faldende oliepriser, kinesisk uro og dårlige økonomiske nøgletal har efterladt aktiemarkeder verden over i en umulig kamp mod tyngdekraften. Fredag stemplede de ledende danske aktieindeks ud med et fald på 3,56 pct., det tyske med 2,5 pct. og det amerikanske med 2,4 pct.

For amerikanerne har det været den værste start i 10 år, mens de danske aktier oplevede det største dyk siden sommer.

Det får dog ikke Nordea til at ryste på den hånd, der styrer handelsknappen.

»Vores bud er fortsat, at det er noget midlertidig usikkerhed på markedet, ikke en ny større nedtur. Man skal holde fast i sine aktier og have en lille overvægt i dem nu. Situationen fordrer lidt ekstra opmærksomhed på de økonomiske nøgletal. Men alt tyder på, at det vi ser nu, er et dyk, men ikke en stor trendvending,« siger Michael Borre.

Han vil ikke udelukke, at nyheden om bear market-situationen kan betyde noget psykologisk og puffe en smule til investorernes usikkerhed. Og hvad der skal ske i den nærmeste fremtid, tør han ikke komme med et bud på.

»På kort sigt vil det være gætteri, for vi er slaver af nyhedsstrømmen med olieprisen og økonomiske nøgletal. Olieprisen lever sit eget liv for tiden og falder uge for uge. Hvornår det stopper, vil jeg nødig gætte på. Men vi forventer, at olieprisen er højere om et år, end den er nu,« siger han.

Læs også