*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Golfstaternes børser bløder - følger de europæiske med i faldet?

Iran må eksportere meget mere olie end hidtil - det giver uro og frygt for nyt prispres.

Investor
Foto: Kamran JebreiliK

Aktiemarkederne i de arabiske lande fik et gevaldigt hug, efter lørdagens melding om at forbuddet, der har forhindret Iran i at eksportere store mængder olie, blev ophævet.

Børserne i Golfstaterne holder åbent søndag, og alle syv golfstaters aktieindeks lagde ud i fald.

I skrivende stund er hovedindekset Dubai nede med 4,6 pct. Saudi-Arabiens er faldet med 6 pct., og Qatars er faldet med mere end 7 pct.

Iran har meldt ud, at man vil producere 500.000 tønder olie ekstra om dagen, det betyder større udbud og med god sandsynlighed lavere priser, vurderer Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen.

»Det er åbenlyst, at det vil betyde mere olie på markedet, og at det vil lægge pres på prisen,« siger Jacob Pedersen.

Spørgsmålet er, om også de europæiske aktiemarkeder vil reagere negativt på nyheden.

»Alt andet lige vil det have et nedadgående pres på olieprisen, men investorerne har altså indregnet noget af det. De seneste 5 til 8 procents fald i olieprisen skyldes udsigterne til, at Iran skulle melde sig i oliemarkedet igen,« siger Jacob Pedersen.

Den udlægning bakker Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen, op om. Og han tror da heller ikke, at nyheden om de ophævede sanktioner vil presse prisen voldsomt.

»Det har været forventet, og en stor del er allerede indregnet. Og vi skal huske på, at olien er faldet i omegnen af 25 pct. alene den seneste måned. Olieprisfaldet har været fuldstændig ude af trit med den økonomiske udvikling, så det bør ikke få en stor konsekvens,« siger Per Hansen fra Nordnet.

Derfor tror han heller ikke, at de europæiske børser - eller de amerikanske, der først åbner tirsdag - vil lide alene på grund af atomaftalen.

»Investorerne er nervøse og fanget i et negativt spin, hvor tingene går i selvsving. Ja, det kan godt få en negativ konsekvens. Men konsekvensen bør ikke blive særlig stor, for det kommer ikke som en overraskelse. Det er en formalisering af, hvad investorerne har taget højde for gennem længere tid,« siger han og påpeger, at investorernes tanker er et helt andet sted:

»Man sidder med øjnene stift rettet mod de kinesiske BNP-tal, der kommer tirsdag,« siger Per Hansen.

Læs også
Annonce