*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Olien har ikke været billigere i over 12 år

Olieprisen falder i Asien, efter at Iran har fået ophævet sanktioner og igen kan handle med den sorte råvare.

Investor
Tidligt mandag er morgen er olieprisen faldet til under 28 dollar i Asien. Illustration: Infront

Udsigten til, at iransk olie igen begynder at flyde på verdensmarkedet, får natten til mandag dansk tid olieprisen til at nå det laveste niveau siden november 2003 ifølge AFP.

Prisen for en tønde nordsøolie, Brent, faldt kortvarigt til under 28 dollar ved handlen i Asien.

De asiatiske markeder er de første store af slagsen til åbne, efter at EU og USA i weekenden ophævede en række sanktioner mod Iran - blandt andet på olieområdet - som led i sidste års atomaftale.

Nordsøolien var mere præcist nede i 27,67 dollar. Det svarer til et fald på 4,4 procent fra fredagens niveau. Ved 03-tiden ligger prisen dog igen over 28 dollar, skriver AFP.

Sidste gang, Brent lukkede under 28 dollar, var for over 12 år siden.

En tønde af den amerikanske referenceolie, WTI, dykker over en procent til omkring 29 dollar.

- Faldet skyldes ophævelsen af de vestlige sanktioner mod Iran. Dette betyder, at vi kommer til at se et større olieudbud med iranske råolieeksporter tilbage på markedet, siger analytiker Daniel Ang fra Phillip Futures til AFP.

Iran har igen mulighed for at sælge olie på de globale markeder, efter at det i weekenden kom frem, at landet har levet op til sine forpligtelser i den atomaftale, der blev indgået med vestlige stormagter sidste år efter lange forhandlinger.

I forvejen er der en overflod af olie på markedet, hvilket har fået prisen på den sorte råvare til at styrtdykke inden for det seneste halvandet år fra knap 120 dollar per tønde.

Prisfaldet rammer olieselskaber verden over hårdt. Det gælder blandt andet Maersk Oil, der hører under konglomeratet A.P. Møller - Mærsk.

Læs også