*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Analytiker: Vestas' serviceopkøb uden gevinst for aktien

Vindmølleproducenten Vestas' nye køb af den tyske serviceudbyder Availon vil ikke rykke det store ved aktien, lyder vurderingen fra aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank.

Investor
Det vil ikke rykke det store ved Vestas-aktien, at de nu har købt op i Tyskland, vurderer Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank. Foto: Gorm Branderup

Det bliver ikke til en ren grøn fest for Vestas-aktien i torsdagens handel, at vindmølleproducenten nu har købt den tyske serviceudbyder Availon.

Sådan lyder vurderingen fra Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank.

»Det er ikke noget, vi rigtig kommer til at se på Vestas-aktien i morgen. Men det her køb er med til at understrege, at Vestas i den grad forfølger en styrkelse af serviceforretningen, og at de vil være et skridt foran konkurrenterne,« siger Jacob Pedersen.

Vestas Wind Systems A/S meddelte onsdag, at de nu overtager Availon til en købesum på ca. 650 mio. kr. Et opkøb, som udbygger vindmøllegigantens serviceforretning.

»De arbejder efter at købe de uafhængige serviceudbydere, som kan servicere andre vindmøller end bare Vestas'. Mange kunder har forskellige typer møller, og hvis du vil være en fuldskala serviceleverandør, så nytter det ikke noget, at man kun kan servicere Vestas møller,« forklarer Jacob Pedersen.

Hans Martin Smith, der er senior vice-president for investor relations i Vestas, fortæller onsdag til Finans, at virksomhedens opkøb af Availon vil være med til at booste serviceforretningen i Vestas med ca. 5-6 pct.

»Det understreger overfor investorerne, at servicedelen ikke bare er noget Vestas følger dedikeret – man er ekstremt dedikeret. De opkøbte også en uafhængig serviceudbyder i USA for et par måneder siden, og der tænkte man, om det mon var en enlig svale. Men det er det altså ikke,« siger Jacob Pedersen, der mener, at Vestas her kan vinde en smule i aktiehandlen.

Vestas-aktien faldt 4,22 pct. i onsdagens handel, og Jacob Pedersen vurderer, at det nye opkøb ikke er nok til at hive aktien 3-4 pct. op igen.  

Det blev generelt til røde tal på det toneangivende C20-Cap indeks onsdag på grund af stor uro på aktiemarkederne som følge af svag vækst i Kina og styrtdykkende oliepriser. Og det påvirker også vindmøllegiganten.

»Vestas er afhængig af, hvad det er der er temaet på aktiemarkedet, og hvis det er faldende oliepris, er det også hårdt for Vestas aktien,« siger Jacob Pedersen.

Læs også