*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

En urolig handelsuge endte i grønt

Wall Street lukkede fredag med pæne stigninger for alle tre ledende aktieindeks, og dermed rundede de amerikanske aktier en uropræget uge af, som endte med forholdsvis grønne tal på de globale markeder.

Investor
Efter en urolig uge på de globale aktiemarkeder går de ledende indeks på weekend malet i grønt. Foto: Richard Drew/AP

Efter en hård uge med røde tal rundede aktiehandlen i USA ugen af med en grøn fest. Mens olieprisen stiger en smule, er humøret hos investorerne også steget, og dermed endte de ledende amerikanske indeks, S&P 500, Dow Jones Industrial Average og Nasdaq Composite, alle i plus fredag.

Nasdaq inkasserede den største stigning med 2,66 pct. til 4.591, mens Dow Jones løftede sig med 1,33 pct. til 16.093 og S&P 500 endte med et plus på 2,03 pct. til 1.907.

På Wall Street blev stigningerne fredag ledet af energiaktier. Således var der fremgang til energiselskabet Williams Companies Inc. på hele 23 pct., og også Oneok Inc steg ca. 11 pct.

Det har ellers været en uge præget af stor uro omkring den kinesiske økonomi og en oliepris presset i bund, men torsdag spredte Den Europæiske Centralbank, ECB, lunere vinde på aktiemarkedet med meldingen om, at man er klar til flere lempelser af den europæiske økonomi allerede i marts.

Dermed blev det fredag for anden dag i træk til stigninger for både det globale aktiemarked og olieprisen, hvilket giver et lettelsens suk til de mange investorer, der har tabt enorme summer den seneste tid.

I Europa fortsatte fremgangen også fredag efter ECB-udmeldingerne.

FTSE 100-indekset i London steg således 2,4 pct., CAC 40 i Paris gik i plus med 3,3 pct., og endelig steg DAX-indekset i Frankfurt 2,3 pct. Også det paneuropæiske Stoxx 600-indeks fik et frisk fredagspust og endte med en optur på 3,2 pct.

Herhjemme endte handelsdagen helt i grønt. Samtlige tyve aktier endte i plus, og det det toneangivende C20-cap indeks kunne dermed gå på weekend med et plus på 2,7 pct. til 974,00.

Det endte således med en fremgang for det danske eliteindeks på 3,2 pct. set over hele ugen. Fredag blev da også dagen, hvor prisen for en tønde af den europæiske referenceolie, Brent, til levering i marts røg 6,6 pct. op til 31,18 dollar.

Øverst i C20-cap kunne FLSmidth-aktien fejre fredagsfest efter stigende råvarepriser og tegn på mulige yderligere lempelser fra ECB’s chef Mario Draghi. FLSmidth & Co. A/S endte med en aktiestigning på 6,61 til kurs 234.

Også shippinggigantens A.P. Møller -Maersk A/S aktierne, der har fået en svær start på året på baggrund af uroen i markedet, fik en fredag i fremgang.

Mærsks a-aktie steg med 5,9 pct. til 8.180 kr., mens B-aktien blev løftet med 6,3 pct. til 8.335 kr.

Læs også
Annonce
Annonce