*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Aktier/middag: Tæsk til TDC og Nordea i afventende marked

Investor

Det danske aktiemarked ligger onsdag overordnet set og svinger mellem plus og minus, mens det er TDC og Nordea, der for alvor sætter dagsordenen med markante kursfald.

Samlet ligger eliteindekset C20 Cap ved middagstid til et fald på 0,2 pct. til 985,87.

Fra morgenstunden meldte TDC om nye strategi- og udbytteplaner, hvilket fra børsåbningen sendte aktien ned med mere end 15 pct. Eksempelvis vil det resterende udbytte for 2015 blive annulleret, mens TDC- og Yousee-brandet vil blive smeltet sammen til ét. Endeligt indeholdt meddelelsen skuffende forventninger til 2016.

Siden den overraskende melding har investorerne fordøjet nyheden og sendt aktien en smule op igen. Ved middagstiden ligger teleaktien til et dagsfald på 9,4 pct. til 31,66 kr., efter at aktien på et tidspunkt i løbet af morgenen var nede at runde i 28,24 kr.

- Det er meget skuffende udmeldinger om forventningerne til 2016 - særligt hvad angår forventningerne til pengestrømmene - og så er det ekstremt skuffende, at udbyttet skæres. Det vidner om et pres på indtjeningen og kreditnøgletallene, der er endnu større, end hvad de mindst optimistiske havde ventet, siger analytiker Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand Markets til Ritzau Finans.

Der kan komme flere nyheder fra telefronten i løbet af dagen, idet TDC onsdag holder kapitalmarkedsdag i den engelske hovedstad, London.

Der er også tæsk til Nordea, som i dagens årsregnskab kunne præstere et lavere overskud end ventet og samtidig meldte om omstruktureringsomkostninger for knap 2 mia. kr. i forbindelse med en ny strategiplan ved navn "One Nordea".

Resultatet før nedskrivninger endte i kvartalet på 1027 mio. euro, et fald i forhold til resultatet før nedskrivninger på 1286 mio. euro i fjerde kvartal 2014. Bestyrelsen foreslår nogenlunde som ventet et udbytte på 0,64 euro per aktie for regnskabsåret 2015.

Desuden har banken løftet sløret for en række omstruktureringer, der skal sætte skub på skiftet fra en filialbank til en digital bank. Hensættelserne var større end ventet, hvilket er med til at presse Nordea-aktien, som ligger til et fald på 4,1 pct. til 69,30 kr.

- Stemningen på det danske aktiemarked er blevet lidt dårligere i løbet af dagen, og det er hovedsageligt Novo Nordisk, der vægtes højt i C20 Cap, som holder indekset oppe. Resten af dagen kan meget vel blive rolig og afventende frem mod aftenens rentemøde i den amerikanske centralbank, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank, til Ritzau Finans og påpeger, at investorerne vil være særligt opmærksomme på den ordlyd, der vil komme fra Federal Reserve omkring timingen af den næste renteforhøjelse.

Novo Nordisk indtager andenpladsen i C20 Cap med en fremgang på 1,4 pct. til 383,50 kr.

Helt i toppen af eliteindekset finder man ved middagstid høreapparatkoncernen GN Store Nord, som får et klap på skulderen af finanskæmpen Goldman Sachs. Ifølge Bloomberg News løfter Goldman Sachs sin anbefaling af GN Store Nord til "køb" fra "neutral". Goldmans analytikere har i samme ombæring øget kursmålet for GN-aktien til 152 kr. fra 145 kr.

GN meddeler desuden, at der er fundet en afløser for selskabets afgående finansdirektør, Anders Boyer, i form af tyske Marcus Desimoni.

Høreapparataktien stiger onsdag ved middagstid 2,8 pct. til 126,90 kr.

På regnskabsfronten har Ringkjøbing Landobank også fremlagt tal for fjerde kvartal af 2015, som igen blev et rekordår for den succesrige vestjyske bank. Renteindtægterne skrumpede godt nok en anelse, men et nyt fald i nedskrivningerne medvirkede til at løfte overskuddet til 459 mio. kr. efter skat. 2016 ser dog ud til at byde på et fald i basisresultatet ifølge bankens foreløbige forventninger, og det er med til at sende aktien ned med 2,3 pct. til 1466 kr.

NNIT kom også med regnskabstal for fjerde kvartal, som viste fremgang i både omsætning og driftsindtjening, dog på baggrund af lidt lavere margin. 2016 ventes at give fortsat omsætningsvækst på mindst 5 pct., mens marginen i faste valutakurser ses dykke til mellem 10 og 11 pct. fra 11,6 pct. i 2015. Aktien falder 2,7 pct. til 180,50 kr.

Blandt sidepapirerne er der fremgang til ALK-Abelló, som har fået godkendt selskabets nye tabletvaccine mod husstøvmider, Acarizax, til markedsføring i Frankrig. Aktien stiger 1,4 pct. til 944 kr.

Læs også
Annonce