*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
0

EU/aktier: Fremgang på sidste dag i horribel januar

De tre store europæiske aktiemarkeder ligger fredag eftermiddag med pæne stigninger og dermed bliver faldene fra den værste januar siden 2008 reduceret efter at den japanske centralbank natten til fredag uventet sænkede renten til negativt territorium. Den spanske vindmølleproducent Gamesa stiger voldsomt efter rygter om opkøbsinteresse fra tyske Siemens, mens der på den norske børs er pres på Yara efter at kunstgødningsselskabet ikke når markedets indtjeningsforventninger.

Investor

Dax-indekset stiger 0,5 pct. til 9688 og Ftse-indekset løftes 1,2 pct. til 6.000. Det franske Cac-indeks ligger med et plus på 0,7 pct. i 4.353.

Gamesa stiger 15,7 pct. til 16,66 euro. Den spanske avis El Confidencial skriver, at Siemens har givet Deutsche Bank mandat til at undersøgemuligheden for et opkøb af den spanske vindmølleproducent Gamesa, og ifølge avisen skal formålet være at skabe en kæmpe i vindmølleindustrien. Finanshuset Commerzbank pointerer, at et opkøb af Gamesa vil løfte Siemens globale markedsandel i vindmøllemarkedet til 17 pct. fra 12 pct. og derved vil selskabet overgå Vestas, som har en markedsandel på 12 pct. Commerzbank vurderer, at et opkøb kan blive i størrelsesordenen 5 mia. euro.

Yara International falder 3,1 pct. til 323,60 nkr. efter at den norske kunstgødningsproducent fredag morgen har annonceret en nedskrivning på aktiver på 1,15 mia. nkr. samt advaret om at driftsindtjeningen vil skuffe i forhold til analytikernes estimater, idet salget af nitrat er faldet i fjerde kvartal. Driftsindtjeningen ventes i fjerde kvartal at lande på cirka 700 mio. nkr., hvilket er langt under analytikerkonsensus på 2,9 mia. nkr. Finanshuset Kepler Cheuvreux vurderer, at Yara ikke kan fastholde samme indtjeningsniveau som i de senere år efter den lave efterspørgsel på kunstgødning, det seneste kraftige fald i urinstofpriserne samt de lave produktionsomkostninger.

BHP Billiton taber 2,3 pct. til 664,16 pence og Glencore falder 3,8 pct. til 87 pence. Mineselskaberne ligger svagt i fredagens aktiemarked.

Olieselskaberne falder også lidt tilbage, hvor Shell taber 0,3 pct. til 1491 pence og den norske riggigant Seadrill dykker 8,5 pct. til 17,78 nkr. efter at Ruslands energiminister Alexander Novak torsdag formiddag har sagt, at der ikke er bekræftet et møde mellem Opec og ikke-Opec-landene efter torsdagens rygter om en produktionsreduktion hos Rusland og Saudi-Arabien sendte olien op. Det har sendt oliepriserne lidt ned igen.

Sky stiger 2,0 pct. i 1062 pence. James Murdoch, som er søn af mediemogulen Rupert Murdoch, bliver placeret på toppen af en af kronjuvelerne i Murdoch imperiet, idet James Murdoch overtager bestyrelsesformandsposten fra Nicholas Ferguson.  Den britiske betalings-tv-kanal har fredag morgen præsenteret regnskab for første halvår, hvor salget blev på 5,72 mia. pund, hvilket er på linje med analytikernes forventninger og en stigning på 5 pct. i forhold til samme periode i fjor.

Læs også
Annonce
Annonce