*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Markedsoversigt: C20 steg markant mens renter faldt

Investor

Ugen sluttede fint af, og der var kun en mindre skønhedsplet i et ellers helt grønt C20-Cap-indeks, idet TDC som eneste aktie endte i rødt med et fald på 1,8 pct. til 29,41 kr. Trods fortsat ratefald på containerfarten men i kraft af stigende oliepriser var Mærsk-aktierne blandt de mest stigende aktier.

Pæne stigninger i USA og Asien efter en overraskende rentesænkning i Japan smittede af på den hjemlige danske børs.

C20 Cap-indekset endte fredag med en stigning på 2,7 pct. i 1001,43 og endte dermed før første gang siden 7. januar over 1000-niveauet.

- Det er positivt i dag. Men underliggende vurderer vi, at markedet fortsat vil være volatilt og lidt nervøst, indtil der kommer mere solide og stabile tal fra Kina, væksten bekræftes i Europa og USA og olieprisen lægger sig fast på et højere niveau, vurderer senioraktierådgiver Jesper Bamberger fra Nordea over for Ritzau Finans.

Mærsks B-aktie steg 3,2 pct. til 8820 kr. Prisen på en tønde nordsøolie var kravlet yderligere i vejret med 2,6 pct. til 34,77 dollar sidste på eftermiddagen fredag. Det er fjerde dag i streg med stigninger og fjerde dag med en oliepris over 30 dollar per tønde. Prisstigningerne kommer trods det forhold, at torsdagens rygter om, at Saudi-Arabien har accepteret produktionsreduktioner i Opec, er dementeret.

Kursstigningen trodser ligeledes skidt ratenyt. Raterne for containerfragt fra Kina og ud i resten af verden faldt i denne uge med gennemsnitligt 3,9 pct. ifølge tal fra Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der dækker over spotpriser på fragt fra Shanghai til en stribe destinationer i verden.

Trods det høje humør på aktiemarkedet var der også søgning mod obligationsmarkedet, hvor renterne faldt primært som følge af en overraskende rentemelding fra Japan.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation endte fredag i 0,62 pct., hvilket var 5 basispoint mindre end torsdag ved lukketid. I ugens løb faldt renten 13 basispoint.

Den japanske centralbank valgte på et møde natten til fredag europæisk tid - med fem stemmer for og fire imod - at sænke sin indlånsrente til minus 0,1 pct. Trækket, der var overraskende, sendte de japanske renter nedad, og udviklingen smittede af på de amerikanske renter, der faldt i Asien.

Af nøgletal kunne investorerne kigge til inflationen i eurozonen. De viste en stigningstakt i januar på 0,4 pct. sammenlignet med samme måned sidste år. Dermed steg priserne præcis som ventet.

Fra USA præsenteres først på eftermiddagen BNP-tal for fjerde kvartal. Væksten blev 0,7 pct. stort set i tråd med de ventede 0,8 pct., som analytikeres adspurgt af Bloomberg News havde ventet. Chicago PMI-indekset overraskede siden positivt med en opgørelse på 55,6 i januar mod ventet 45,3.

Læs også