*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

USA/tendens: Ny Kina-frygt og faldende oliepris giver rød start

Investor

De amerikanske aktier ser ud til at gå en rød start på februar i møde efter store plusser i fredagens handel.

Det er endnu engang skuffende nøgletal fra Kina, der er med til at sprede mismod, ligesom et tungt fald i oliepriserne igen trækker markederne nedad.

Futures indikerer fald i størrelsesordenen 0,5-0,7 pct. for de tre toneangivende amerikanske indeks, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones, omkring fem kvarter før starten mandag.

Fra Kina blev der natten til mandag præsenteret et skuffende PMI-tal for fremstillingssektoren i januar. Indekset faldt i årets første måned til 49,4 fra 49,7 måneden før, og dermed er der fortsat faldende aktivitet, som et tal under 50 indikerer.

Samtidig falder prisen for en tønde af den amerikanske referenceolie, WTI, til levering i marts med godt 3 pct. til 32,51 dollar mandag eftermiddag.

På selskabssiden er der fokus til medicinalselskabet Abbott Laboratories, der har tilbudt 56 dollar per aktie for Alere, der producerer diagnostisk udstyr til medicinalsektoren. Det er en præmie på godt 50 pct. i forhold til fredagens lukkekurs på 37,20 dollar, der værdisætter Alere til 3,2 mia. dollar.

Dermed svarer Abbotts bud til en samlet pris på godt 4,8 mia. dollar.

Alere-aktien stiger med 47,5 pct. til 54,88 dollar i det amerikanske formarked. Abbott-aktien stiger 0,2 pct. til 37,92 dollar.

Omvendt er der pres på olieaktier som Chevron, der falder med 1,2 pct. til 85,40 dollar i formarkedet, og Exxon Mobil, der falder 1,4 pct. til 76,80 dollar.

Regnskabssæsonen i USA kører desuden fortsat i et højt gear, og efter markedets lukketid mandag præsenterer blandt andre det tidligere Google, Alphabet, regnskab for fjerde kvartal, mens også legetøjsproducenten Mattel rapporterer tal for de sidste tre måneder af sidste år. Alphabet-aktien stiger med 1,4 pct. til 753 dollar, mens Mattel løftes 1,2 pct. til 27,91 dollar.

Blandt de lidt mindre selskaber afleverer GN Netcom-konkurrenten Platronics regnskab for tredje kvartal af regnskabsåret 2015/16.

/ritzau/FINANS

Læs også
Annonce
Annonce