*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Mandagens obligationer: Renterne kravlede langsomt frem

Investor

De danske statsrenter indledte februar med en lille rentestigning, efter at renterne dykkede tungt i sidste uge.

Renten på den toneangivende tiårige statsobligation noterede sig et plus på tobasispoint til 0,64 pct., efter at den faldt med hele 13 basispoint i sidste uge.

Renterne lå også lavere meget af dagen efter sløje nøgletal fra Kina natten til mandag, men ud på eftermiddagen kravlede de atter op.

Inden handlen blev indledt, kunne investorerne læse et svagt nøgletal fra den kinesiske fremstillingssektor, hvor der fortsat er tegn på faldende aktivitet, mens serviceindustriens fremgang fra december er aftagende.

Den officielle PMI-aflæsning for fremstillingssektoren viste et fald til 49,4 i januar fra 49,7 måneden før. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet et fald til 49,6.

Samtidig viste PMI-aflæsningen for servicesektoren et fald til 53,5 i årets første måned fra 54,4 i december.

Midt på formiddagen blev der desuden serveret PMI-tal fra fremstillingssektoren i eurozonen. Den endelige udgave af tallet for januar faldt til 52,3 fra 53,2 måneden før. Det var helt, som økonomerne havde ventet, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.

Fra USA blev der serveret en opgørelse af den amerikanske pendant til PMI - det såkaldte ISM-indeks - ligeledes for fremstillingssektoren i januar. Den skuffede lidt ved at vise en fremgang til 48,2 fra 48,0 i december, mens økonomerne havde sigtet efter en fremgang til 48,4.

Derudover kom der tal for det personlige forbrug i december samt statistik for anlægsinvesteringer - ligeledes i julemåneden. Begge tal skuffede, men fik ikke stor effekt på renteudviklingen.

Endelig kan investorerne høre nyt fra Mario Draghi, chef for Den Europæiske Centralbank (ECB), der holder tale i EU-Parlamentet mandag aften.

Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Læs også
Annonce
Annonce